AnmeldelseWearables

LG Watch Urbane

Trods sin meget traditionelle æstetik, er LG Watch Urbane det ypperste Android-baserede smartur på hylderne. Det er det første Android-smartur med Android Wear 5.1.1, der blandt andet byder på wifi-forbindelse, bevægelses-betjening og en markant forbedret brugerflade.

Design er som bekendt en smagssag, men for denne anmelder er den rustikke æstetik et meget stort plus. Der er efter min mening alt for mange smarture, der ligner tarvelige Casio-anno-1980’erne-kopier – deriblandt Apple Watch. Jeg sætter pris på, at mit smartur rent faktisk ligner et ur. Når det er sagt, så når LG ikke helt i mål – selv om designet er det bedste, jeg har set på et smartur, så mangler materialevalg og udførsel lige det sidste førend det kan snyde sig ind øverst på hylderne til sine schweitzer-fætre.

 

Ordentlig kleppert
Hvor design ikke kan måles, så kan størrelse absolut, og LG Watch Urbane er en ordentlig kleppert med en diameter på 52 mm. Det største Apple Watch er til sammenligning 42 mm. Jeg synes dog ikke, det er for stort – men tjek hellere en ekstra gang, inden du bestiller uret uset på nettet.

2015_0814_watch_urbane_2LG Watch Urbane er udrustet med en 1,3 tommer stor OLED-skærm. Skærmen er altid tændt, men går i en ”ambient” tilstand, når den ikke bruges, hvilket betyder at man ikke behøver at lave krumspring bare for at se hvad klokken er. Det er befriende. Men det er også en stor gene. Skærmen er nemlig ikke udstyret med lyssensor, så i mørke lyser den næsten hele lokaler op. Det generer både bæreren og omgivelserne. Eneste redning er at gå ind i indstillingerne og slå ”Theater Mode” til, hvilket gør skærmen helt sort indtil der trykkes på kronen. Det havde altså været lidt mere elegant med en sensor, der kunne tilpasse skærmen til omgivelserne.

 

Lad mobilen blive hjemme
Bortset fra designet, er Watch Urbane er i øvrigt identisk med den billigere LG Watch R. Urbane har indbygget wifi-forbindelse og Bluetooth 4.1 LE, men ellers er indmaden den samme. Den store forskel i forhold til andre smarture er, at LG Watch Urbane er født med den seneste Android Wear-aftapning (5.1.1, red.), der rummer et par virkelig smarte funktioner. Ud over muligheden for at gå direkte på wifi-netværk, er jeg mest begejstret for Gesture Controls – uret kan simpelthen betjenes ved at vrikke med håndledet. Det kan godt være, det ser idiotisk ud, men det virker. Vip uret en gang væk fra kroppen for at aktivere det. Vip igen for at se den seneste besked. Vip modsat for at lukke beskeden.

Takket være wifi-understøttelsen i det nye Android Wear-operativsystem, kan Watch Urbane hoppe over på trådløst netværk, når den ikke har Bluetooth-forbindelse med telefonen. I teorien kender uret alle de wifi-netværk, man har været på via mobilen, men i praksis måtte jeg taste adskillige af dem ind manuelt (via telefonen, red.). Når opsætningen er klaret, kan man lade telefonen blive hjemme, mens man går en tur. Så snart du rammer et kendt wifi-netværk får du opdateret alt det, der er sket på telefonen derhjemme. Uret behøver nemlig ikke være på samme netværk som mobilen for at modtage beskeder og notifikationer – for al kommunikation går via Googles cloud-tjeneste og det fungerer upåklageligt.

For meget støj
Med 5.1.1-opdateringen er Android Wear blevet markant nemmere at manøvrere rundt i. Styresystemet er ikke længere så afhængig af, at man taler til det. Tap en gang på glasset, så får man en menu med alle installerede apps. Swipe til venstre, så får man en liste over dine kontaktpersoner. Et swipe mere giver en oversigt over talekommandoer.

 

Ligegyldige beskeder dækker over skærmen.
Ligegyldige beskeder dækker over skærmen.

Android Wear er dog stadig ikke perfekt. Der er meget støj. De notifikationer, der popper op på skærmen giver ikke altid mening; Google Fit sender for eksempel meddelelser, uden at have noget som helst at fortælle (se billedet, red.). Jeg behøver ikke konstant blive mindet om, at jeg har siddet foran computeren uden at lave fysisk aktivitet. Det er støj. Andre gange sker der for lidt.

Læg dertil generende fejl, som jeg ikke kan hitte ud af om skyldes Android Wear eller LG; problemer med at uret og LG G4 mistede forbindelsen til hinanden. Styresystem og apps der frøs, så enheden skulle genstartes. Og så lykkedes det mig simpelthen aldrig at koble Watch Urbane sammen med LG’s egen LG Watch Manager app (se billedet nedenfor, red.). Det er for sjusket.

Det lykkedes aldrig at forbinde uret med LGs eget Watch Manager software ...
Det lykkedes aldrig at forbinde uret med LGs eget Watch Manager software …

Generelt kunne jeg også tænke mig, at uret blev udstyret med GPS, så jeg kan lade mobilen blive hjemme, selv om jeg vil dokumentere min løbetur. GPS’en vil godt nok tære på batteriet, men batterilevetiden er i forvejen kun på op til 30 timer, så uret skal alligevel lades op hver nat. Et par timers batterilevetid fra eller til gør ikke den store forskel.

 

Når alt kommer til alt, så er prisen den store dealbreaker. Selv om Watch Urbane – efter denne anmelders mening – er både det flotteste og mest avancerede Android-smartur på markedet, så er der ikke rigtigt noget der retfærdiggør, at det er knapt 800 kroner dyrere end LG Watch R. Hvis du vil have et LG-smartur og kan undvære designet på Urbane, så er Watch R et meget bedre tilbud.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.