ElbilerTophistorie

Turister belønnes for at besøge København i elbil

Turister, der besøger København i elbil, får rabat på både opladning og parkering.

København har udvidet sit bæredygtighedsprojekt CopenPay, der skal motivere turister til at rejse grønnere. Fra denne sommer får besøgende, der ankommer i elbil, adgang til markante rabatter på både parkering og opladning, som led i hovedstadens ambition om at gøre turismen mere klimavenlig.

Ifølge Søren Tegen Pedersen, direktør for Wonderful Copenhagen, handler det om at ændre turismens rolle:

 

– Turismen skal gå fra at være en miljøbelastning til at blive en positiv drivkraft for forandring. Heldigvis vil mange turister gerne gøre en forskel dér, hvor de rejser hen, siger han.

Elbilister kan parkere med op til 75 procents rabat i Q-Parks faciliteter ved Nørreport og Vesterport. Og hvis bilen samtidig skal oplades, får man 35 procents rabat på selve strømmen.

 

Projektet gør det også lettere at kombinere elbil og cykel. Når man forhåndsbooker sin parkering, kan man samtidig få rabat på bycykler fra Donkey Republic – en oplagt måde at komme rundt i byen uden CO2-aftryk.

CopenPay blev lanceret som et pilotprojekt i 2024 med det formål at belønne turister for bæredygtig adfærd. Initiativet udsprang af ønsket om at mindske turismens klimaaftryk og samtidig engagere besøgende i byens grønne omstilling.

I starten handlede det primært om rabatter til dem, der valgte tog og cykel – men med den nye udvidelse rettes opmærksomheden også mod elbilister.

 

  • CopenPay kører fra 17. juni til 17. august.
  • Mere end 100 attraktioner deltager, herunder Nationalmuseet, Kronborg Slot i Helsingør, Statens Museum for Kunst, GoBoat, Copenhill, The Urban Garden og cykeludlejning fra Donkey Republic.
  • Sidste års pilotprojekt har allerede inspireret andre destinationer og er blevet en del af EU’s program Transition Pathway for Tourism.
  • Læs eventuelt mere hos CopenPay.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.