Teknologi

Tesla klar til at tilføje Grok som ny app i bilerne

Den kontroversielle assistent Grok er allerede installeret på de fleste Teslaer, og mangler blot at blive aktiveret

Tesla + Grok

Tesla forbereder nu at integrere Grok, den lidt kontroversielle samtalebaserede AI-assistent fra xAI, der af Elon Musk er hypet som den mest avancerede chatbot nogensinde, direkte i bilernes infotainmentsystem. Funktionen er allerede skjult i den nyeste software og kan aktiveres, så snart Tesla vælger at trykke på knappen.

Ifølge oplysninger fra Tesla-hackeren Greentheonly har Grok ligget klar i bilernes software siden version 2025.14, og med opdatering 2025.20 er der tilføjet endnu flere funktioner. Funktionen kræver dog en bil med en Ryzen-baseret infotainment-computer, hvilket betyder, at ældre modeller med Intel Atom-processorer ikke understøttes i første omgang. Derudover kræver funktionen enten premium connectivity-abonnement eller Wi-Fi-forbindelse i bilen.

Mere naturligt sprog

Grok er ikke kun en traditionel stemmeassistent der kan finde informationer på nettet, eksempelvis. Den vil helt kunne erstatte det nuværende stemmekontrolsystem og i stedet give mulighed for at føre samtaler i naturligt sprog. Det kan betyde, at man slipper for at bruge faste kommandoer og i stedet kan tale mere frit med bilen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Første kig på brugerfladen viser, at funktionen i bilen minder om den eksisterende Grok-app. Assistenten aktiveres via en mikrofonknap på skærmen, og brugeren kan vælge mellem forskellige stemmer og personligheder. Der er også indstillinger for børnetilstand og et “voksen-filter”.

Grok aktiveres enten via knaptryk eller muligvis via en fremtidig stemmekommando. Når funktionen er slået til, forbliver den aktiv, indtil samtalen afsluttes manuelt.

Grok får central rolle

Ifølge koden i softwaren ser det ud til, at Grok kan få en central rolle i Teslas fremtidige brugerflade. På sigt kan den overtage flere bilfunktioner og erstatte den nuværende stemmestyring helt. Funktionen understøtter allerede flere sprog – det vides dog ikke, om dansk er et af dem.

MERE OM SAMME EMNE:

Tesla har endnu ikke meldt ud, hvornår appen bliver tilgængelig, men det forventes, at funktionen kan blive aktiveret i forbindelse med en kommende opdatering – muligvis allerede med version 2025.24.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.