Er du typen, der altid ender i diskussion med dine venner om, hvorvidt bunden er sprød nok – eller om osten er lidt for bleg? Så kan Ooni måske løse problemet for dig. For første gang nogensinde har pizzagiganten smidt kunstig intelligens ind i en ovn.
Den nye model hedder Ooni Volt 2, og er efterfølger til Volt 12, som vi testede for et par år siden. Ovnen har fået navnet Pizza Intelligence. Bag de store ord gemmer sig en adaptiv varmeteknologi, der ved hjælp af sensorer justerer varmelegemerne for at undgå kolde zoner og svingende temperaturer. Kort sagt: Ovnen holder styr på varmen, så du kan koncentrere dig om fyldet.
Volt 2 er en indendørsovn, der kan håndtere pizzaer på op til 13 tommer – uden at forvandle hele stuen til en røgsky, som mange andre gør. Temperaturen topper ved 450 grader, hvilket er spot on til en napolitansk pizza på halvandet minut. Ooni har smidt tre forudindstillinger i ovnen: Napolitansk, New York og deep pan. Er du mere til eksperimenter, kan du selv gemme dine egne favoritprogrammer.

Ooni Volt 2 kommer til oktober og prisen angives til at være 599 euro – 4.500 kroner. Holder den pris, er den næsten to tusinde kroner billigere end forgængeren; noget der udelukkende taler til efterfølgerens fordel.
Så spørgsmålet er: Er du klar til at overlade pizzabagningen til kunstig intelligens – eller holder du stadig på, at kun en menneskehånd kan mestre den perfekte sprøde skorpe?












