×
Små hvidevarerTophistorie

Ooni Volt 12 er pizzaovnens Weber-grill

Ooni Volt 12 leverer fænomenale stenovnsbagte pizzaer uden brug af åben ild. Hvis du har plads – og råd.

Har du lyst til at lave ægte stenovnsbagte pizzaer på rekordtid, hjemme i køkkenet? Så giver Ooni Volt 12 din bageovn baghjul med flere længder. Men den passer bedst til husholdninger med store samtalekøkkener og rum i friværdien.

Ooni-ovnene er pizza-bagningens svar på Weber-grillen. Hidtil har Ooni-ovnene skullet køre på enten gas, træ eller kul, men nu er skotterne klar med Ooni Volt 12, der – som navnet antyder – bare skal sættes i en stikkontakt. Det betyder, at den i modsætning til de øvrige Ooni-ovne også kan bruges indenfor.

Så kan en lejligheds-beboer som undertegnede også være med, og jeg har haft fornøjelse af Ooni Volt 12 i min lejlighed den seneste uge.

Men hvorfor ikke blot købe en pizza-sten og bruge bageovnen, som man har i forvejen? Tja. Der er flere fordele ved Volt 12. For det første kan den ramme en maksimumtemperatur på 450 grader. Det gør, at pizzaen bages på bare 90 sekunder. For det andet er der mulighed for at justere top- og bundvarmen i ovnen. Hvis man har toppings på pizzaen, der kræver lidt ekstra varme.

For det tredje, så er alene det at have en pizzaovn i køkkenet et symbol på overskud. Både pladsmæssigt og økonomisk. Ooni Volt 12 er nemlig ikke alene dyr at anskaffe, den er også temmelig pladskrævende. Den måler 61,7 x 52,9 x 27,9 centimeter og kan lige være på et køkkenbord med normal dybde. Den vejer desuden knapt 18 kilo, så det er ikke en ovn, man sådan lige stiller ind i et skab, når den ikke bruges.

I øvrigt kan Volt 12 bruges til andre ting end pizza. Eksempelvis lasagne eller andre gratinerede retter. Det er naturligvis muligt at stille temperaturen tilsvarende, man behøver ikke banke den op på de maksimale 450 grader. Jeg har dog kun bagt pizza i ovnen.

Fantastiske pizzabunde

Prisen for Ooni Volt 12 er på eksorbitante 6.680 kroner. Det er mange penge for en ovn, der primært bruges til pizza. Heldigvis gør den det virkelig godt. Bund og skorpe bliver utrolig sprød og lækker, osten smelter på rekordtid og generelt kan man få et meget “professionelt” resultat.

Når det er sagt, så kan ovnen kun gøre sin del. Lige så vigtigt er det, at man formår at sammensætte den rigtige pizzadej, ligesom selve udrulningen af dejen er uhøre vigtig. Der er adskillige ting, der kan (og vil) gå galt. Er bunden for tynd? Mangler dejen mel – eller gør spaden? Det gjorde den på min første pizza, der som resultat var umulig at få skubbet af spaden. Den endte som en deform klump af dej og pepperonistykker direkte på pizzastenen.

Et stort undskyld til den næste i rækken af testere, der får en sortbroget pizzasten med i æsken. Stenen er nemlig ikke nem at få ren, når først 450 grader varm ost, ananas og pepperoni har sat sine spor.

Men øvelse gør mester og når man først har fat i teknikken, går det hurtigt bedre med at lave gode pizzaer.

Hvad med strømregningen?

Indrømmet, en af mine første tanker var, at Volt 12 ville suge så meget strøm, at det nærmest ville være billigere at købe pizzaer i stedet. Men her blev jeg overrasket. Jeg satte en strømmåler mellem stikkontakten og ovnen, og over et par timer med ovnen tændt brugte jeg mindre end 2 kilowatt-timer. Jeg kan nærmest ikke se udsving på mit elforbrug de dage, hvor jeg havde ovnen i gang.

iNPUT mener …

Ooni Volt 12 er et helt eminent værktøj til at servere fantastiske pizzaer, der vil imponere alle dem, du serverer dem for. Hjemme hos mig sad vi fem mennesker omkring spisebordet og forberedte pizzaer, hvorefter jeg i pendulfart løb ud i køkkenet og bage dem, efterhånden som de blev klar. Det var en stor succes – og samtlige involverede var meget imponerede over resultatet.

Men, altså. Efter min mening er prisen for ovnen simpelthen for høj. Det er i hvert fald ikke en pris mit budget eller min samvittighed kan bære. Så er det heldigt, for dem med en have, at det er langt mere maskulint at lave pizzaer i en ovn, der varmes op af brænde. Oonis andre ikke-elektriske ovne koster nemlig bare halvdelen af prisen for Volt 12.

Ooni Volt 12

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

6.680 kr.

Selv om Ooni Volt 12 gør jobbet til UG+, er prisen simpelthen for høj i vores øjne.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.