Sammen med Galaxy S25 FE har Samsung nu også løftet sløret for deres nye premium-tablets: Samsung Galaxy Tab S11 og Tab S11 Ultra.
Mere power og nye AI-funktioner
Begge tablets kører på den nye MediaTek Dimensity 9400+ chip, hvilket betyder masser af power til både gaming, streaming og kreativt arbejde. Tab S11 starter med 8 GB RAM og op til 256 GB lagerplads, mens Ultra-versionen går all in med 16 GB RAM og helt op til 1 TB lager – plus mulighed for at smide et microSD-kort i, hvis du vil have endnu mere plads.
De nye tablets kommer også med nye Galaxy AI-funktioner, der inkluderer Gemini Live, Circle to Search, Writing Assist og Drawing Assist. Samtidig har S Pen fået en overhaling med et nyt hexagonalt greb og en konisk spids for bedre kontrol.

Lysstærk skærm og stort batteri
Galaxy Tab S11 har en 11-tommer Dynamic AMOLED 2X-skærm, mens Ultraen har at gøre med hele 14,6 tommer. Begge skærme byder på 120 Hz, og op til 1.600 nits i max lysstyrke. Ultra får endda en anti-refleks-belægning, så du slipper for irriterende genskær. Designet er ultra-tyndt: Tab S11 er 5,5 mm tynd, mens S11 Ultra er blot 5,1 mm tynd – begge tablets er desuden IP68-certificeret.
Batteriet er på 8.400 mAh i Tab S11 og 11.600 mAh i Ultra, med 45W hurtigopladning.
Pris og tilgængelighed
Galaxy Tab S11 starter fra 7.499 kr. (128 GB / 8 GB RAM), mens Tab S11 Ultra starter fra 10.999 kr. (256 GB / 12 GB RAM). Begge tablets fås også med 5G-forbindelse og kommer i farverne grå eller sølv. De kan købes fra i dag, den 4. september.
Læs også: Samsung med ny budgetmobil: S25 FE












