Apple har længe solgt idéen om, at Apple Intelligence skal blive den usynlige hjælper i hverdagen – en AI, der er bygget direkte ind i din iPhone, iPad og Mac, så du slipper for at jonglere med særskilte apps eller komplicerede kommandoer. Nu er ventetiden snart ovre: I efteråret bliver teknologien tilgængelig på dansk for første gang.
For danske brugere er det en milepæl. Normalt må vi vente længe på, at nye digitale værktøjer får nordisk sprogstøtte, men Apple har bekræftet, at dansk bliver blandt de næste sprog, der åbnes. Det betyder, at vi kan forvente en markant smartere Siri, AI-værktøjer til at skrive mails og beskeder – og endda mulighed for at rense uønskede elementer væk fra vores fotos.
Men det bliver ikke hele pakken. For mens amerikanerne får adgang til hele Apple Intelligence pakken, bliver nogle af de mest opsigtsvækkende funktioner blokeret i Europa. EU’s stramme regler for techgiganter sætter nemlig en stopper for funktioner som AirPods, der oversætter samtaler i realtid, og iPhone-skærme, der kan spejles på Mac. Og så er der andre funktioner, som ganske vist findes, men som Apple endnu ikke har oversat til dansk – her må vi vente i spænding.
Artiklen fortsætter efter annoncen

