Renault har længe lovet, at den nye Twingo E-Tech skulle blive en af markedets mest tilgængelige elbiler. Nu er salget åbnet i en række europæiske lande, og dermed er de første konkrete priser på plads. Det gør det nemmere for danske forbrugere at vurdere, om Twingo faktisk lever op til løftet om en kompakt elbil til en lav pris.
Belgien, Frankrig, Italien, Holland, Spanien og Tyskland kan bilen i øjeblikket forudbestilles gennem en kampagne kaldet R-Pass. Her starter prisen ved 21.090 euro, svarende til cirka 158.000 danske kroner. Det er for den dyreste udgave, Techno, som er den mere veludstyrede variant. Her får man blandt andet et infotainmentsystem med Google Built-in på en ti tommer skærm, adaptiv fartpilot, bakkamera og automatisk klimaanlæg.
Renault har dog også tidligere slået fast, at Twingo skulle kunne fås til under 20.000 euro. Det løfte holder stadig, men først fra begyndelsen af næste år, hvor den mere skrabede udgave Evolution åbnes for bestilling. Her starter prisen ved 19.490 euro, hvilket svarer til omkring 146.000 kroner. I denne version må man undvære Google-systemet og bakkamera, men man kan stadig spejle sin smartphone op på den samme store skærm. Parkering klares med sensorer bagtil, og på assistentsiden er der blandt andet almindelig fartpilot og vognbaneassistent.
Artiklen fortsætter efter annoncen

