Apple har sendt en lind strøm af nye produkter på gaden den seneste måned, men bag kulisserne ser der ud til at stå endnu mere hardware og samle støv. Ikke fordi Apple mangler nye gadgets. Problemet ser i stedet ud til at være Siri.
Ifølge et nyt rygte er mindst fire Apple-produkter klar til lancering, men bliver holdt tilbage, fordi Apples nye AI-version af Siri stadig ikke er klar. Det drejer sig om en ny Apple TV 4K, en HomePod mini 2, en HomePod 3 og den smartskærm til hjemmet, som længe har været rygtet under navne som “HomePad” og “HomePod Touch”.
Det er en bemærkelsesværdig situation. Apple plejer at have stålkontrol over både hardware, software og lanceringstidspunkt. Men lige nu ligner Siri en prop i systemet. Hvor Apple tidligere kunne pege på leverandører eller chipmangel, er flaskehalsen denne gang deres egen AI-satsning.
Artiklen fortsætter efter annoncen

