Tesla har fået myndighedsgodkendelse til at lancere Full Self-Driving (Supervised) – ja, det SKAL der stå, for bilen hverken kan eller må køre helt alene – i Holland. Det er første gang, at funktionen bliver tilgængelig i Europa, og udrulningen til kundernes biler starter inden for få dage via trådløse softwareopdateringer. Det skal dog siges, at det er et fåtal af brugerne i Europa der har købt Full Selfdriving, og der er stor forskel på, hvilke modeller der rent faktisk understøtter de mest avancerede funktioner.
Full Self-Driving (Supervised) er en pakke af avancerede førerassistentsystemer, der gør det muligt for bilen selv at håndtere store dele af kørslen. Systemet kan blandt andet navigere i bytrafik, køre gennem kryds og foretage vognbaneskift. Føreren skal dog hele tiden holde øje med trafikken og være klar til at overtage styringen.
Bygget på enorme mængder data
Teknologien bag systemet er baseret på kunstig intelligens og data fra Teslas globale bilflåde. Ifølge virksomheden bliver der samlet set genereret data svarende til mere end 500 års kørsel hver dag, som bruges til løbende at forbedre systemet.
Artiklen fortsætter efter annoncen

