Asus går nu efter de brugere, der helst vil starte med en helt ren maskine. Med det nye koncept Asus Open lancerer selskabet en række bærbare computere i Norden uden forudinstalleret styresystem. Det betyder, at man selv skal installere Windows, Linux eller noget helt tredje. Til gengæld slipper man for den klassiske pakke af prøveversioner, reklamesoftware og programmer, der ofte følger med nye computere.
For den almindelige køber kan det lyde som en mærkelig spareøvelse. Men for iNPUT-læseren med lidt teknisk selvtillid er pointen ret attraktiv: Du får hardwaren – og intet andet. Resten bestemmer du selv.
Ingen Windows. Ingen bloatware.
Asus Open er kort sagt en serie laptops, der kommer som et tomt lærred. Asus nævner selv Windows, Ubuntu, Debian og Fedora som oplagte muligheder, men ideen er netop, at brugeren ikke skal låses fast fra start.
Artiklen fortsætter efter annoncen


