
MLADÁ BOLESLAV, TJEKKIET: Skoda har her til aften vist sit nye elektriske flagskib, Skoda Peaq, frem ved et event i Tjekkiet. Og selv om bilen er stor, rummelig og fyldt med klassisk Skoda-fornuft, er det prisen, der stjæler rampelyset. Peaq starter ved 339.995 kroner som fempersoners udgave. Vil du have syv sæder, koster det blot 9.995 kroner ekstra. Dermed kan Skoda sende en stor elektrisk familie-SUV på gaden til lige under 350.000 kroner.
Det er opsigtsvækkende. Ikke mindst fordi Peaq er 216 millimeter længere end Enyaq og har en akselafstand på næsten tre meter. Med andre ord: Det her er ikke bare en lidt større Enyaq med et nyt navn. Det er Skodas bud på den elektriske storfamiliebil.
Det er Peaq 90, du bør kigge på
Indstigningsmodellen Peaq 60 kommer med 204 hestekræfter, et batteri på 59 kWh netto og en rækkevidde på 450 kilometer. Det er fint til hverdagsbrug, men i en bil af den her størrelse er det næppe den version, der får flest familiefædre til at klikke sig ind på konfiguratoren.
Artiklen fortsætter efter annoncen










