BMWs store luksus-SUV går ind i en ny æra. For første gang kommer X5 som ren elbil, og BMW lover både 800 volt-teknologi, lynhurtig opladning og en rækkevidde på op til 845 kilometer. Den elektriske udgave får navnet BMW iX5 og bliver en af de vigtigste modeller i mærkets nye Neue Klasse-satsning. Hvor X5 hidtil har været tæt forbundet med store benzin- og dieselmotorer, skal den nye generation nu også tage kampen op mod de store elektriske premium-SUV’er.
Topudgaven BMW iX5 60 xDrive får sjette generation af BMWs eDrive-teknologi. Det betyder blandt andet nye cylindriske battericeller, 800 volt-arkitektur og mulighed for bidirektionel opladning, så bilen i princippet kan sende strøm tilbage til hjemmet eller elnettet.
BMW lover en rækkevidde på op til 845 kilometer, men som altid bør tallet tages med forbehold, indtil de endelige WLTP-tal og de reelle forbrugstal er kendt. En stor, tung SUV på motorvej har det med at æde strøm hurtigere, end brochurerne antyder.

Ny kabine og masser af skærm
Designet får tydelige træk fra Neue Klasse. Fronten bliver mere lodret, BMW-nyrerne får lys, og modellen får nye “double-X”-lygter. Dørhåndtagene er integreret i siden og åbner de elektriske døre med et let tryk. Indvendigt går BMW efter en mere minimalistisk kabine med færre knapper og mere digital betjening. iX5 får blandt andet BMW Panoramic Vision, hvor information projiceres i hele forrudens bredde, et nyt 3D-head-up-display og mulighed for passagerskærm.
BMWs udviklingschef, Joachim Post, kalder X5 en global succes og siger, at den nye generation nu får teknologien fra Neue Klasse og “skal sætte standarden i klassen igen”. Det er store ord – men også nødvendigt, for konkurrencen blandt store elektriske SUV’er er blevet markant hårdere.

Kommer i 2027
Den nye BMW X5 sættes i produktion i USA i august 2026, mens den elektriske BMW iX5 først ventes på markedet i begyndelsen af 2027. Priserne er endnu ikke offentliggjort. Det bliver dog næppe en billig fornøjelse. Til gengæld kan iX5 blive en af de mest interessante elektriske luksus-SUV’er, hvis BMW kan levere på kombinationen af rækkevidde, komfort og hurtig opladning.













