Elektronik

Samsung snyder danskerne for sine nye AI-briller

Danske Samsung-kunder må kigge langt efter selskabets nye Gemini-briller. De kommer til udvalgte markeder – men ikke til Norden.

Samsung

Samsung rykker kunstig intelligens fra mobilen og op på næseryggen med et nyt sæt intelligente briller. De er udviklet sammen med Google og modemærkerne Gentle Monster og Warby Parker – men bliver kun lanceret på udvalgte markeder.

Norden er ikke blandt dem.

Dermed må danske Samsung-kunder se langt efter en af selskabets mest interessante nye produkter, selv om brillerne blev præsenteret ved Galaxy Unpacked i London.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gemini ser det, du ser

Brillerne er bygget på Googles Android XR-platform og har Gemini som digital assistent. Et indbygget kamera giver AI’en mulighed for at analysere brugerens omgivelser og svare på spørgsmål om det, der befinder sig foran personen.

Samsung

Samsung nævner blandt andet liveoversættelse, navigation, oplæsning af beskeder og muligheden for at fotografere en tavle under et møde og automatisk gemme informationerne i Samsung Notes.

Brugeren kan også dele sit synsfelt under et videoopkald eller optage billeder fra sit eget perspektiv.

– Intelligente briller skaber en ny måde at interagere med teknologien på og bringer mere personlig AI-assistance naturligt ind i hverdagen, siger Won-Joon Choi, driftsdirektør for Samsungs mobilforretning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ni timers batteritid

Brillerne har Qualcomm Snapdragon AR1 Gen 1, touchbetjening og op til ni timers batteritid. Opladningsetuiet skulle kunne levere yderligere syv fulde opladninger.

Samsung har samtidig forsøgt at få teknologien til at ligne almindelige briller. Gentle Monster står bag en markant sort model, mens Warby Parker har designet et mere klassisk kastanjefarvet stel.

MERE OM SAMME EMNE:

Det lyder lovende, men Samsung har endnu ikke oplyst hverken pris eller præcis salgsstart. Flere funktioner kræver desuden kompatible Galaxy-enheder, bestemte apps og understøttelse af det lokale sprog og marked.

Og for danske forbrugere er den største begrænsning allerede kendt: Brillerne kommer slet ikke til Norden. Samsung vil altså gerne sælge danskerne telefoner, ure og øretelefoner – men selskabets næste store AI-produkt må vi foreløbig nøjes med at kigge på fra sidelinjen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.