En af de største opgraderinger finder man indvendigt. Batteriet er vokset til 800 mAh, hvilket ifølge Samsung er en kapacitetsforøgelse på 35 procent sammenlignet med forgængeren. Samsung oplyser dog ikke i materialet en konkret batteritid målt i timer eller dage. Uret får samtidig Snapdragon Wear Elite-platformen og 64 GB lagerplads samt 2 GB hukommelse.
Skærmen er på 1,52 tommer med en opløsning på 498 x 498 pixel og beskyttes af safirglas. Den maksimale lysstyrke er opgivet til hele 5.000 nit, hvilket ifølge Samsung er den højeste lysstyrke på et smartwatch hidtil. Det er dog den lokale maksimale lysstyrke under kraftigt omgivende lys og dermed ikke nødvendigvis den lysstyrke, hele skærmen konstant kan levere.
Mere fokus på ekstremsport og dykning
Ultra2 får også nye funktioner målrettet udendørssport. Trail Run kan blandt andet registrere højde, stigninger og terræn, mens Nutrition Alert bygger videre på Samsungs eksisterende funktion til beregning af væsketab. Uret kan på den baggrund komme med anbefalinger til, hvornår og hvor meget væske brugeren bør indtage under træning.
Samsung satser samtidig mere seriøst på dykning. Galaxy Watch Ultra2 er klassificeret til 10 ATM og IP69K og har desuden EN13319-certificering. Når brugeren går i vandet, kan uret registrere blandt andet dybde, dykketid og vandtemperatur. Senere på året kommer en særlig Ultra2 Diving-app med yderligere funktioner, blandt andet registrering af op- og nedstigningshastighed og information om sikre dykkergrænser. Funktionerne er udviklet i samarbejde med producenten af dykkerudstyr Mares.
Artiklen fortsætter efter annoncen