Audi genopliver senere i år A2-navnet. Det vil for nogle vække minder om en teknisk fremsynet lille bil. For andre er Audi A2 nok den model, der så ud, som om designafdelingen havde tabt en intern diskussion og måtte gå på kompromis med stort set alle deres principper… Der vil faktisk måske være dem, som (med rette, red.) hævder, at den oprindelige A2 stadig er den grimmeste bil, Audi nogensinde har designet. Til gengæld var den teknisk langt mere interessant, end udseendet antydede. Den var let, bygget i aluminium og udviklet med et usædvanligt stort fokus på lavt forbrug. Netop den tankegang forsøger Audi nu at genoplive med den elektriske A2 e-tron.
Den nye model får verdenspremiere i efteråret 2026, men Audi har nu offentliggjort en række af de vigtigste tekniske detaljer. Mest opsigtsvækkende er et foreløbigt WLTP-forbrug på blot 12,8 kWh pr. 100 kilometer for udgaven med 140 kW, svarende til 190 hk, og den valgfrie effektivitetspakke. Det gør ifølge Audi A2 e-tron til den mest energieffektive Audi nogensinde.
Aerodynamikken gør en stor forskel
En væsentlig del af forklaringen er aerodynamikken. Audi A2 e-tron med effektivitetspakken får en luftmodstandskoefficient på 0,24. Audi har blandt andet arbejdet med en afrundet front, en glidende taglinje, optimerede hjulkasser og et aktivt køleluftindtag, der holder lukket, når batteriet og drivlinjen ikke behøver ekstra køling.
Artiklen fortsætter efter annoncen

