Ferraris første fuldt elektriske bil har allerede sat en rekord – og den handler hverken om acceleration eller rækkevidde. Det første serieproducerede eksemplar af Ferrari Luce er blevet solgt på auktion for svimlende 40 millioner dollar. Det svarer til 258 millioner kroner.
Ifølge Ferrari er det den højeste pris, der nogensinde er betalt på auktion for en fabriksny bil. Det tror vi på. Beløbet ligger samtidig milevidt over den almindelige pris på Luce, der ventes at begynde omkring fire millioner svenske kroner.
Den første er helt unik
Køberen får dog heller ikke en helt almindelig Luce. Ud over at være bil nummer ét er den specialbygget gennem Ferraris Tailor Made-program. Lakeringen er en særlig perlemorseffekt kaldet Madreperla Semi-Gloss, der skifter mellem grønne og violette nuancer afhængigt af lyset. Dertil kommer unikke fælge og et interiør beklædt med lyst Le Mans-læder.
Bilen er endnu ikke helt færdig. Den skal tilbage til Ferraris fabrik i Maranello, inden den efter planen leveres i første kvartal 2027. Ferrari har ikke afsløret køberens identitet.
Interessen ser dog ikke ud til at begrænse sig til den rekorddyre første bil. De 88 eksemplarer, som ifølge tidligere meldinger var afsat til Kina, blev angiveligt revet væk.
1.050 elektriske hestekræfter
Den godt fem meter lange Luce har fire elmotorer – én ved hvert hjul – med en samlet ydelse på 1.050 hk og 990 Nm.
0-100 km/t klares på 2,5 sekunder, mens topfarten er 310 km/t. Et batteri på 122 kWh skal give omkring 530 kilometers rækkevidde, og 800-volt-arkitekturen gør det muligt at lynlade med op til 350 kW.
Ferrari bygger selv batteripakken, mens cellerne er udviklet sammen med sydkoreanske SK On.










