Ferrari har endelig løftet sløret for Luce – mærkets første fuldelektriske bil. Og nej, det er ikke bare endnu en superbil med batteri i bunden. Luce er noget så uvant som en Ferrari med fire døre, fem sæder og et stort bagagerum. En bil til Ferrari-købere, der måske ikke kun vil larme gennem Alperne en søndag morgen, men også kunne køre familien afsted med god plads og nul lokal udledning.
Prisen er dog stadig meget Ferrari: Ifølge Reuters starter den på 550.000 euro i Italien, og de første leveringer ventes i fjerde kvartal 2026.
Jony Ive har sat sit aftryk
Den mest interessante detalje for tech-læsere er forbindelsen til Jony Ive. Den tidligere Apple-designchef, der var med til at forme blandt andet iPhone, iMac og Apple Watch, har via designkollektivet LoveFrom arbejdet på Luce sammen med Marc Newson. Ferrari kalder det et bevidst valg for at få et udefrakommende blik på luksus, teknologi og brugeroplevelse. The Verge skriver, at LoveFrom ikke kun har arbejdet med kabinen, men har været med til at definere designretningen fra begyndelsen.
Artiklen fortsætter efter annoncen



