Elektronik

Packard Bell er tilbage med en pladespiller til vinyl-boomet

Det gamle pc-mærke Packard Bell genopstår efter flere års stilhed. Men den mest opsigtsvækkende nyhed er hverken en computer eller tablet – det er en retro pladespiller i kuffertformat.

pladespiller

Hvis navnet Packard Bell vækker minder om beige familie-pc’er og Windows 95, er du næppe målgruppen for hele mærkets comeback. Acer genopliver nemlig det 100 år gamle Packard Bell som et farverigt livsstilsbrand – og midt i den nye produktserie står DotLoop, en transportabel pladespiller i klassisk kuffertdesign. 

Vinylsalget fortsætter med at vokse, og især yngre købere har taget det fysiske musikformat til sig. I Storbritannien steg salget af vinylalbum med hele 16,4 procent i første halvår af 2026 sammenlignet med året før. 

100 år – og tilbage til lyd

På sin vis vender Packard Bell dermed tilbage til begyndelsen. Virksomheden blev grundlagt i Los Angeles i 1926 og solgte radioer længe før navnet blev synonymt med billige hjemmecomputere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye DotLoop skal koste 1.149 kroner og kommer ifølge Acer til salg i Europa i september. Designet er bevidst retro med låg, bærehåndtag og farver, der snarere skal passe ind i boligen end i et traditionelt hi-fi-rack. 

MERE OM SAMME EMNE:

Der er dog en vigtig detalje, som Acer endnu ikke fortæller meget om: teknikken. Producenten oplyser hverken pickup, nåletryk, tilslutninger eller øvrige centrale specifikationer i lanceringsmaterialet. Det er værd at holde øje med, for billige pladespillere i kuffertformat har et blandet ry blandt hi-fi-folk, hvor især simpel tonearm og højt nåletryk ofte er kompromiserne. 

DotLoop lander sammen med blandt andet hovedtelefoner, højttaler, mobiltelefon og en ny bærbar computer. Men som comeback-produkt er pladespilleren næsten mere interessant: Packard Bell vender tilbage til en generation, der muligvis aldrig har ejet en Packard Bell-pc – men som til gengæld køber vinyl.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.