Elbiler

Pressede Volkswagen vedtager massiv spareplan

Bestyrelsen i Volkswagen Group har nu godkendt en historisk omstilling, der sætter 100.000 jobs og fire tyske fabrikker på spil.

Volkswagen
ID.5 på samlebåndet i fabrikken i Zwickau (foto: Volkswagen AG)

Det er ikke længere bare en spareplan på tegnebrættet. Volkswagen-koncernens bestyrelse har enstemmigt godkendt den omfattende Future Plan 2030, og dermed står det nu klart, at den pressede bilgigant skal have markant færre ansatte.

Omkring 50.000 yderligere stillinger på verdensplan skal væk, herunder lederstillinger. Det kommer oven i cirka 50.000 job, som Volkswagen allerede er i gang med at reducere på tværs af koncernen. Dermed kan den samlede nedgang i arbejdsstyrken nå omkring 100.000 stillinger. 

Volkswagen beskæftiger omkring 663.000 mennesker på verdensplan.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Presset fra flere sider

Beslutningen er kulminationen på flere måneders intern strid om, hvor hårdt Volkswagen skal skære. Europas største bilproducent er klemt af svagere indtjening, amerikanske toldsatser, overkapacitet på de europæiske fabrikker og en langt hårdere konkurrence fra især kinesiske bilproducenter. Samtidig er det kinesiske marked, der i årevis var en særdeles lukrativ forretning for Volkswagen, blevet vanskeligere. 

Volkswagen vil med planen løfte sin driftsmargin til ni procent i 2030. Til sammenligning lå den på blot 3,8 procent i første halvår af 2026.  Det kræver ifølge koncernen en grundlæggende tilpasning af antallet af ansatte til den nye økonomiske virkelighed.

Fire fabrikker har en usikker fremtid

Jobbene er ikke det eneste, der står for skud. Volkswagen erkender samtidig, at koncernen har kapacitet til at producere mere end 500.000 biler om året mere, end der aktuelt er behov for i Europa.

Fabrikkerne i Emden, Zwickau, Hannover og Neckarsulm mangler derfor i øjeblikket konkurrencedygtige modeller, som kan overtage produktionen, når de nuværende biler udfases mellem 2031 og 2034. Alternative anvendelser af fabrikkerne skal nu undersøges. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det betyder ikke, at fabrikkerne er besluttet lukket. Netop spørgsmålet om fabrikslukninger har været et af de helt store stridspunkter mellem ledelsen og de magtfulde tyske medarbejderrepræsentanter.

Volkswagens største omstilling nogensinde

MERE OM SAMME EMNE:

Volkswagen kalder selv Future Plan 2030 for det mest omfattende transformationsprogram i koncernens historie. Koncernchef Oliver Blume siger, at planen skal gøre Volkswagen stærkere og mere konkurrencedygtig. Men omfanget understreger samtidig, hvor voldsomt presset på den europæiske bilindustri er blevet.

Volkswagen skal ikke bare spare lidt hist og her. Koncernen er i gang med at ændre fundamentalt på hvor mange mennesker den beskæftiger, hvor mange fabrikker den har brug for, og hvor mange forskellige biler den vil bygge.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.