Kablet skulle være dødt. Tastatur, mus og headset skulle selvfølgelig være trådløse, så skrivebordet kunne se ud, som om ingen nogensinde arbejdede ved det. Men nu er ledningen på vej tilbage.
Den danske producent Contour oplever nemlig en markant stigning i efterspørgslen efter kablede tastaturer. Ifølge virksomheden er salget i Norden næsten firedoblet sammenlignet med sidste år. Og forklaringen handler ikke om flade batterier eller Bluetooth-problemer. Den handler om sikkerhed.
– Vi ser særligt offentlige organisationer og større virksomheder have en stigende interesse i kablede løsninger, hvilket de alle fortæller er på grund af et ønske om at lukke angrebsflader, siger Caspar Niel, dansk salgschef hos Contour.
Artiklen fortsætter efter annoncen

