Den britisk baserede leverandør af halvlederteknologi til processorer, ARM, meddelte forleden, at de vil standse al levering og samarbejde med Huawei. Og det mener analytikere verden over, er et langt større problem for Huawei end tabet af Android-operativsystemet. Det kan nemlig betyde, at Huawei ikke længere kan udvikle på sine Kirin-processorer, men må starte helt forfra med en ny chiparkitektur – en udviklingsopgave der normalt tager adskillige år.
Det er de færreste forbrugere, der har hørt om ARM, men det engelske firma ejer licenser, der er helt essentielle for at kunne udvikle chips og processorer. Groft sagt samtlige smartphoneproducenter licenserer ARMs CPU- og/eller GPU-designs til sine processorer. Både Qualcomms chips, Samsungs Exynos-chip og altså Huaweis HiSilicon-udviklede Kirin-processor er baseret på ARM-teknologi. Der er ARM-teknologi i både Samsung Galaxy, Google Pixel, Huaweis telefoner – og stort set alle andre Android-telefoner på markedet.
Vil tage årevis
Ifølge flere medier vil Huawei fortsat have mulighed for at producere de eksisterende udgaver af Kirin-processorerne (den seneste er Kirin 980) – og muligvis også den næste generation, der hedder Kirin 985. Men Huawei kan ikke udvikle videre på de nuværende Kirin-chips, da de ikke må baseres på ARM-teknologi.
Artiklen fortsætter efter annoncen

