Apple arbejder lige nu ekstremt hårdt på den nye iPhone, men de har naturligvis samtidig gang i rigtigt mange andre projekter – og blandt dem måske en meget interessant ide: En hybrid pc, der bruger en iPhone som “hjerne” – og i øvrigt også touchpad.
Grunden til, at rygtet nu går er, at Apple har indsendt en patentansøgning på en bærbar, hvor man vil kunne dokke sin iPhone der, hvor touchpad’en normalt sidder. Dermed vil “computeren” kunne bruge iPhone som hjerne – og man vil kunne spare penge og en hel del synkroniseren frem og tilbage ved altid at bruge den samme enhed i stedet for at skifte alt efter brugssituation.
Selve konceptet er ikke nyt, og flere andre producenter har før prøvet noget lignende – blandt andet lavede ASUS et koncept for nogle år siden, hvor telefonen skulle skydes ind i computeren – men det er aldrig før blevet en succes.
Artiklen fortsætter efter annoncen

