2021 har været et år hvor de tektoniske plader i streamingland konstant var i bevægelse. Året startede med åbning af Paramount+. Senere fusionerede Canal Digital og Viasat Consumer og blev til Allente, mens Dplay blev til Discovery+ og HBO Nordic skiftede navn til HBO Max.
I horisonten venter to nye tjenester, nemlig Pluto TV, der sluger Viafree, og ikke mindst SkyShowtime. Sidstnævnte får indhold fra Sky, NBCUniversal, Universal Pictures, Peacock, Paramount+, Showtime, Paramount Pictures og Nickelodeon. Senest er det kommet frem, at også BritBox, der viser indhold fra BBC og iTV kommer til landet.
Men det er næste år. Hvilken af de i forvejen mange streamingtjenester, der gerne vil have vores mønter, er egentlig den bedste? Det vil vi gerne have din hjælp til at bedømme. Er det Marvel- og Star Wars-slaraffenlandet Disney+? Eller det genopstandne HBO Max, der har fået flere film på hylderne?
Artiklen fortsætter efter annoncen

