Det Amazon-ejede Ring har præsenteret et … alternativt … overvågningskamera. Det er nemlig bygget ind i en drone og flyver frit rundt i hjemmet, når du ikke er der. Dronen reagerer på lyde i hjemmet og flyver fluks derhen, hvor støjen kommer fra for at filme hændelsen – og sender samtidig et live-feed til din mobiltelefon.
Nyheden blev præsenteret forleden på et Amazon Hardware-event og skabte straks røre på nettet, hvor Ring Always Home Cam, som den hedder, skabte både begejstring og frygt. Det er ikke alle, der synes om ideen om et flyvende overvågningskamera i hjemmet.
Ifølge Ring er der dog ikke grund til at frygte kameraet. Før det første bestemmer du selv, hvor det flyver via en forprogrammeret flight-plan. For det andet kan du altid høre kameraet komme, så det kan ikke komme snigende og overraske dig. I øvrigt er kameraet fuldkomment blindt, når det ikke er på “mission”, men opholder sig i sin ladestation, der er udformet som en æske. Herunder en video fra Amazon-ejede Ring, der viser hvordan Ring Always Home Cam kan jage ubudne gæster på flugt …
Artiklen fortsætter efter annoncen




