×
Mobil og tablets

Anmeldelse: Hauwei P10 er en budgettelefon med lækre egenskaber

Huaweis P-serie er lidt en underlig størrelse. Rent prismæssigt placerer den sig midt imellem de dyre topmodeller og de helt billige budgettelefoner, som Huawei efterhånden selv er ved at opgive (i stedet rykker eksempelvis Motorola ind). Vi forventede faktisk en lidt anderledes mobil fra Huawei – eksempelvis som den, LG lancerede med deres G6 – en 18:9 skærm men uden den helt prangende indmad. I stedet har vi med Huawei P10 fået en telefon, der absolut ikke skiller sig ud fra mængden, men som i stedet er en udmærket videreudvikling af sidste års P9.

Designet ligner en iPhone

Alle smartphones ligner i bund og grund hinanden, med ganske få afstikkere som Samsungs S-serie og den førnævnte LG G6. P10 skiller sig ikke ud på nogen måder – overhovedet. Den er for så vidt ganske lækker – vores testudgave er hvid, og det er altså en pæn telefon. Materialevalget gør, at P10 ligger godt i hånden, og generelt føles den som ganske glimrende kvalitet. Men der vil altså være en del, der vil tro, at du sidder med en iPhone i hånden, for P10 ligner i den grad iPhone 6/6S/7. Men det er jo ikke som sådan problematisk – du skal bare ikke forvente, at folk opdager, at du sidder med en spritny telefon.

Video: Se vores første indtryk af P10

Rimelig skærm, der dog mangler det sidste

Generelt er skærmene på Huaweis telefoner af rigtigt god kvalitet. Det gør sig egentlig til dels også gældende med P10, og der er ingen tvivl om, at det er en opgradering fra sidste års model med mere lysstyrke og marginalt bedre farver. Ikke desto mindre er der et stykke vej op til topmodellen fra Huawei selv, deres Mate 9 Pro, der leverer en væsentlig bedre oplevelse på stort set alle måder; den klarer sig meget bedre i solskin, og betragtningsvinklen er væsentlig bedre. Hvis du ikke sidder med de to telefoner lige ved siden af hinanden, vil du formentlig være fint tilfreds med P10’s skærm, men du skal altså vide, at den absolut ikke er den bedste på markedet.

Skærmen på P10 er 5,1″, hvilket er lidt mindre end forgængeren, men det tvivler vi på, du nogensinde kommer til at opdage. Opløsningen er 1080p, hvilket er glimrende; ja, konkurrenterne har telefoner med højere opløsning – den nye Sony telefon leverer 4K – men 1080p på en telefon med en skærmstørrelse på 5,1″ er altså helt i orden, og det er ikke muligt at se enkelte pixels på normal afstand. En unødvendigt høj opløsning giver kun en enkelt effekt: Dårligere batterilevetid. Så vi kan sagtens leve med 1080p.

Huawei P10 specifikationer:

Størrelse Højde: 145.3 mm; Width: 69.3 mm; Tykkelse: 6.98 mm
Vægt 145 g
Farver Ceramic White, Dazzling Blue, Dazzling Gold, Prestige Gold, Graphite Black, Mystic Silver, Rose Gold, Greenery
Kvaliteter High Gloss, Hyper Diamond-Cut, Sandblast
Skærm 5.1” FHD, 2.5D glas, Corning Gorilla Glas 5
CPU Kirin 960  (64-bit),Octa-core (4 x 2.4 GHz A73+ 4 x 1.8 GHz A53)
GPU Mali-G71 MP8
Styresystem AndroidTM 7.0
Emotion UI EMUI 5.1
Hukommelse 64GB storage, 4GB RAM
NFC Understøtter NFC
Kamera Forside: 8MP, F/1.9
Bagside: Leica Dual-Camera 2.020MP Sort/hvid & 12MP RGB, SUMMARIT-H F/2.2, OIS
Batteri 3,200 mAh (typical) med HUAWEI SuperCharge

Huaweis egen processor

Huawei har muskler når det kommer til at producere stort set alle dele af en mobiltelefon. Kineserne laver da også – ligesom Samsung og Apple – deres egen serie af processorer, kaldet Kirin. I P10 hedder den specifikke model 960, og her er der masser af kræfter til alt det, du kan finde på at kyle efter P10. Samtidig er det værd at bemærke, at Huawei er lykkedes med at lave et design, der ikke bliver særligt varmt – heller ikke ved høj belastning. I en telefon så tynd og fiks som P10 er det en glimrende egenskab, og noget flere af konkurrenterne kunne lære en del af. P10 har derudover 4GB RAM (Storebror P10 Plus har 6GB) og det er også helt udmærket på en telefon, der nok kommer til at koste et stykke under 4.000 kr. når den dukker op i butikkerne. Under alle omstændigheder må vi konkludere, at P10 yder godt.

Kamera i topform

Huaweis samarbejde med Leica har indtil videre været givtigt, også selv om kameraerne i telefonerne reelt ikke har så meget med Leica at gøre. Ikke desto mindre yder de rigtigt godt, og det gør sig også gældende på Huawei P10, der leverer fantastisk billedkvalitet – især i sort/hvid, hvor et dedikeret 21 megapixel kamera leverer fantastiske skud. Hvis man kombinerer med portrætfunktionen kan man altså virkelig lave noget, der ser rigtigt professionelt ud. Farvekameraet er på 12 megapixel og tilsammen leverer de to kameraer overbevisende resultater, selv ved halvdårlige lysforhold. Den efterhånden obligatoriske bokeh-effekt er selvfølgelig også at finde på P10, men den benytter sig ligesom alle andre mobilkameraer af en software beregning – og den kunstige intelligens der skal regne ud, hvad der skal stå skarpt og hvad der skal være uskarpt kommer lidt for ofte til kort; tager man et detaljeret billede og håber at forgrunden kan blive skarp og baggrunden uskarp, skal man alt for ofte være heldig for at det lykkedes. I mange tilfælde går det galt, og der er mærkelige overgange imellem skarpt og uskarpt. Dette problem er dog langt fra kun at finde på Huawei telefoner, og der er ingen tvivl om, at det i fremtiden vil blive fikset med mere intelligent software. Indtil da er det hit and miss.

Godt brugerinterface

Huawei har stoppet deres egen udgave af Android 7 ned i P10 – med deres EMUI brugergrænseflade. Det er der faktisk ikke så meget i vejen med, og EMUI er en af de bedre brugergrænseflader vi ser på Android. Det ligner meget iOS med dets insisteren på at lægge alle programmer på sider – og ikke i en app skuffe, som det ellers er normen på Android. Det fungerer selvfølgelig ganske udmærket, og er i øvrigt pænt og diskret udformet. Samtidig er menuerne bygget ganske fornuftigt op, så du vil ikke blive træt af at se på EMUI. Og skulle det ske, kan du jo altid hente en anden launcher i Google Play – for eksempel Googles egen Starter. Men vi tror faktisk, de fleste vil være rigtigt godt tilfredse med EMUI.

Halvsløj lyd

Huawei har placeret højttaleren i bunden af telefonen, hvilket generelt er en dårlig ide. Man kommer simpelthen til at holde over den når man skal høre lyden direkte fra telefonen – en ide, vi i øvrigt generelt synes er dårlig (Altså at høre noget på telefonens højttaler.) Huawei har ikke efterlignet Apple og droppet jack-stikket, så du kan koble dine egne hørebøffer til, hvis du skulle få lyst, og det vil vi generelt anbefale – især på P10, fordi den indbyggede højttaler ikke bare sidder skidt, men også lyder skidt. Så frem med høretelefonerne.

USB C – selvfølgelig

I bunden af Huawei P10 finder vi en USB forbindelse – og heldigvis er Huawei konsekvente og alle nye mobiler fra kineserne har en USB C indgang. USB C er efterhånden en etableret standard, og om kort tid vil langt de fleste produkter af alle typer indeholde USB C stik i stedet for de gamle MicroUSB stik. USB C standarden betyder i øvrigt også, at Huawei har været i stand til at bygge en imponerende super charger, der kan lade telefonen op til over 60% på ca. en halv time – og det er altså ikke Huaweis eget salgsgas, men vores erfaringer, der siger det. Imponerende. Hvis du vil helt op til 100% skal du vente lige under 1,5 timer.

God batterilevetid

Huawei har puttet et 3250mAh batteri i P10. Det er udmærket, og sammen med førnævnte hurtigoplader vil du sjældent komme i problemer, for de fleste almindelige brugere vil kunne bruge P10 i op til to dage på en opladning – og selv de, der virkelig går til den med spil og video vil oftest kunne komme igennem dagen med en opladning. Det er blandt andet fordi Huaweis software er ret aggressiv til at spare på strømmen og lukke inaktive apps ned.

Konklusion: En udmærket mellemklasse mobil med få svagheder

Huawei P10 er, på mange måder, en aldeles udmærket telefon. Vi er især imponeret over ydelsen fra den ottekernede Kirin processor, men P10 leverer på de fleste områder. Skærmen mangler dog lige det sidste, og hvis du er typen der (FY!) lytter til musik på den indbyggede højttaler, vil du formentlig blive lidt træt af den kvalitet, P10 kan levere fra den.

Alt i alt er der dog tale om en lækker telefon, de fleste vil elske. Og når prisen om et halvt år er faldet til under 3.500 kr., vil det være en decideret fantastisk telefon.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.