×
Personlig plejeTophistorie

Anmeldelse: Oras Hydractiva Digital – god for miljø og pengepung

Hydractiva Digital er ret smart tænkt og for større familier er det grønne brusehovede hurtigt tjent ind på besparelser.

Til alle os, der bekymrer os om både miljø og pengepung, ligner Oras Hydractiva Digital-håndbruseren en gave fra himlen. Ikke alene gør den det nemt og overskueligt at få totalt overblik over vandforbruget, så man kan spare på både CO2-udledning og penge. Den gemmer også på en ret smart løsning, der ikke kræver batteri, selv om håndbruseren er digital.

Der er mange gode grunde til at elske Hydractiva Digital, men der er bestemt også gode grunde til at lade være – og prisen er bare en af dem. Den medfølgende app er desværre også mangelfuld. Læs vores anmeldelse herunder …

Først og fremmest er brusehovedet ret gennemtænkt. Det er fremstillet af, det for brusehoveder så sædvanlige, kromfarvede plast og kan monteres på alle bruseslanger i standardstørrelse (G 1/2). Det kræver altså ikke specialinstallation. Selve bruserområdet har en diameter på 11,8 centimeter og vandet kommer ud af små gummidyser, der er nemme at rengøre for kalk, der er et væsentligt problem, i hvert fald her i Hovedstaden.

Brusehovedet skaber en fin vandstråle, der ikke føles fesen, men ganske behagelig. Man kan dog ikke justere strålens form, så enten kan man lide den eller ikke.

Ovensiden af brusehovedet domineres fuldstændig af en skærm, der viser informationer om forbruget (mere om det senere) og den er godt tænkt. Skærmen bruger nemlig ikke batteri. I stedet får den strøm fra en lille turbinemotor, der er gemt i bruserens indre. Hver gang vand løber gennem bruseren tændes både skærmen og en Bluetooth-forbindelse til mobiltelefonen, så data kan overføres til den medfølgende app og gemmes. For skærmen slukker i sagens natur, når vandet holder op med at løbe.

Det ville naturligvis være smartere, hvis den havde wifi-forbindelse, så man ikke behøvede at have mobilen med på badeværelset. Men det må være et spørgsmål om strømforbrug.

Kan det betale sig?

Oras hævder, at Hydractiva Digital i gennemsnit kan reducere vand- og energiforbruget med 22 procent. Hvis vi stoler på det, er det ret nemt at udregne, hvor mange år der går, før brusehovedet til knapt 1.100 kroner er tjent ind igen, på basis af sin vandregning.

En liter vand koster i 2021 i gennemsnit 6 øre og under et gennemsnitligt brusebad bruges der 12 liter vand i minuttet. Der kommer 9,8 liter vand gennem Hydractiva Digital på et minut, så allerede her er der sparet 2,2 liter vand per for hvert minut, du står under bruseren.

Lad os lave et simpelt regnestykke. Jeg går i bad seks gange om ugen og står under bruseren i fem minutter. Uden Hydractiva Digital vil mit ugentlige vandforbrug være 360 liter alene på bad. Med det nye brusehoved er vandforbruget nedsat til 294 liter om ugen. Jeg sparer altså 66 liter vand – og dermed 3,96 kroner om ugen. Altså baseret på gennemsnitstallene (6 øre per liter vand og 12 liter i minuttet).

Nu bor vi to i husstanden, så besparelsen kan (for nemheds skyld) fordobles. Det betyder, at jeg alene på vandbesparelsen har tjent brusehovedet ind efter omkring to et halvt år. Regnestykket vil naturligvis se bedre ud for hver ekstra person, der bor i husstanden.

App’en kræver indsats

Men ideen er naturligvis også, at man skal spare yderligere ved at bruge mindre tid i badet. Derfor giver Hydractiva Digital en lang række informationer om forbruget på skærmen. Ud over vandets temperatur (pragtfuld feature for os med både koldt- og varmvandshane, der skal justeres individuelt) viser den også mængden af vand, der løber gennem brusehovedet. Samtidig får man “point” i form af grønne blade; jo kortere bade, jo flere blade.

I den medfølgende app, der fås til både iPhone og Android, kan man selv definere hvor mange liter vand, man vil bruge på et bad – og et lille LED-lys på undersiden skifter farve fra grøn til rød jo nærmere du kommer på den fastsatte grænse. Smart tænkt.

App’en leverer også statistiker over både vand- og energiforbrug, så man har mulighed for at justere sine badevaner løbende, så de bliver både grønnere og billigere. Også oplagt, hvis man har en teenager, der er glad for lange, varme bade i huset.

Der er dog fortsat plads til forbedringer. Eksempelvis er der ikke mulighed for at oprette forskellige profiler til husstandens beboere. Det er heller ikke muligt at få en liste over de gange, bruseren har været i brug, så man kan slette en post – hvis man for eksempel har brugt bruseren til rengøring i stedet. Tips til version 2.0.

Et andet tip er, at man i næste version skal have mulighed for at framelde sig at Oras gemmer informationer om badevaner. Grundlæggende irriterer det mig, at et firma har mulighed for at samle mine vaner og sælge informationerne videre. Ja, de samler data. De præsenterer endda stolt resultatet i app’en, hvor man kan se, hvor meget ens vand- og energiforbrug er i forhold til andre brugere.

Det er ligesom Nespresso-kaffemaskinen med Bluetooth, hvis eneste formål med at tilføje en app, er at samle informationer om brugernes vaner. Vi har betalt produktet venner.

Jeg ville sandsynligvis ikke engang deaktivere dataindsamlingen, men når man nu har betalt for produktet, hvorfor skal jeg så betale en gang mere med mine data? Hurtig opdatering af app’en, tak, så vi kan få det ordnet.

iNPUT mener …

Oras Hydractiva Digital er rigtig godt tænkt. Den har fine løsninger og det er et fremragende alternativ til voldsomt dyrere bade- og vandspareløsninger fra eksempelvis Orbital Systems. Kan det betale sig? Tja. Mit hurtige regnestykke viser, at det vil tage en enlig omkring fem år før de 1.100 kroner er tjent hjem igen. Jeg tror næppe brusehovedet holder så længe.

Så må den grønne ånd tage over i stedet, for det er udiskuterbart godt for miljøet. Varmt vand er noget af det, der bruger mest energi, og en af de største udledere af CO2 fra private husstande.

Men giv mig dog mulighed for at melde mig ud af datafælleskabet.

Oras Hydractiva Digital

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

1.095 kr.

Hydractiva Digital er ret smart tænkt og for større familier er det grønne brusehovede hurtigt tjent ind på besparelser.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.