×
Belysning

Philips Hue Explore bordlampe

Hue Explorer er en fin lille bordlampe med udskiftelig pære. Men kvaliteten dufter lidt for meget af Ikea ...

Som faste læsere af denne side vil vide, er vi pænt glade for Philips Hue på redaktionen. Trods adskillige konkurrenter som Ikea Trådfri og LiFX, så er det endnu ikke lykkes os at finde et system, der er så nemt at arbejde med, har så god softwarestyring og – ikke mindst – en voldsom underskov af pærer, lyskabler, udendørsbelysning, spots og, som denne, bordlamper.

Udskiftelig pære

Philips Hue Explore-serien består af både spot, pendel, gulv- og bordlampe, men vi har fået fingrene i sidstnævnte, der både størrelses- og prismæssigt virker som om, den kunne gå hen og blive den mest populære (med hård konkurrence fra spot-modellen, red.). I modsætning til tidligere Hue-lamper er pæren ikke fastmonteret. I stedet er lampen helt ordinær og kan teoretisk bruges med andre LED-pærer. Men det er naturligvis ikke meningen og Philips har da også puttet en Hue White Ambience E14 “candle”-pære i kassen. Samt en lysdæmperkontakt, der på forhånd er parret med pæren, så lampen kan bruges uden nogen form for opsætning. Sæt den i stikket, så virker den.

Pæren er af den billige(re) type, der ikke kan skifte farve. Den er på 6 watt, hvilket svarer til en 40 watt glødepære og den har en farvetemperatur på mellem 2.200 og 6.500 kelvin, hvilket gør den en lille smule køligere end en traditionel glødepære – men stadig langt mere varm end de billigste LED-pærer på hylderne. Ærgerligt nok oplyser Philips ikke eksakt Ra-værdi, men skriver dog, at den er “over 80 ved 4.000 kelvin”. Som bekendt er pærens evne til at gengive farver bedst ved en Ra-værdi på 100, som er naturligt dagslys.

Ikea-aura

Designet er holdt utrolig simpelt – og “lommelygte”-looket går igen på samtlige Hue Explore-varianter. Både foden og stangen er i metal, mens selve skærmen er af matteret glas. Selve hovedet kan i øvrigt tiltes fra side til side, så lyset kan sendes derhen, hvor du har brug for det. Der er ingen kontakter på lampen, så den skal betjenes via lysdæmperkontakten – eller mobiltelefonen, hvis du allerede har en Hue Bridge-opsætning i hjemmet

Efter min mening er Philips Hue Explore ikke den kønneste af Hue-bordlamperne. Den pris går til Hue Beyond. Det skyldes ikke alene formen, men også materialetvalget. Den blanke hvide metaloverflade giver Explore en “Ikea-aura” – og prisen er da også sat, så den teoretisk kunne sælges i møbelvarehuset.

Philips Hue Explore

Fin skrivebordslampe

Lyset fra Explore er til gengæld rigtig godt. Jeg har i testperioden brugt den som lampe på skrivebordet – og det fungerer helt eminent. Pæren er fint afskærmet af det matterede glas, så lyset ikke skærer i øjnene og højden på lampen giver lyset en acceptabel spredning – igen hjulpet på vej af det matterede glas, der lader lyset slippe ud.

Philips Hue Explore er en fin alt-i-en løsning til dem, der vil have en Hue-lampe, der bare fungerer, når den tages ud af kassen – og i øvrigt kan lide designet. Men der er egentlig ikke nogen fordel ved at købe Explore i stedet for en pære og en lysdæmperkontakt i løsvægt – og så sætte pæren i en eksisterende lampe. Det er nok den løsning, jeg ville vælge …

Philips Hue Explore bordlampe

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

999 kr.

Dufter lidt for meget af Ikea og en pære i løsvægt til en eksisterende lampe er en billigere (og ofte pænere) løsning ...

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.