Bluetooth-højttalereMultirumshøjttalereTophistorie

Anmeldelse: Sonos Roam

Sonos Roam er en lille pakke, der rummer alt det bedste Sonos har at byde på. Vi har testet den billigste Sonos-højttaler på markedet.

Sonos fortsætter deres udendørsrejse med Sonos Roam, der bedst kan betegnes som en miniudgave af forrige års Sonos Move; altså en højttaler, der er designet til både at fungere i multirumsopsætningen derhjemme og til at tage med ud i verden. Derhjemme kobler den på wifi-netværket, mens den benytter Bluetooth på farten.

Men selv om Roam er både mindre og billigere end Move – Roam er den hidtil billigste Sonos-højttaler – så har lært et par nye tricks, der gør den bedre på farten end storebror Move. Til gengæld er der skåret på lydkvaliteten.

 

Sonos Roam har visse ligheder med en tyk Toblerone, men er alligevel er designet umiskendeligt Sonos. Højttaleren er 16,8 centimeter lang og trekantet (siderne er 6 centimeter). Står den op, er Sonos Roam et par millimeter højere end Sonos One. Roam fås i både sort og “hvid”. Vi har fået den “hvide” til test, men som det ses på billedet med One nedenfor, er Roam i virkeligheden grå.

Højttaleren kan bruges både stående og liggende – og alle betjeningsnapper er placeret på den ene endeflade. Her kan man håndtere volumen, skifte mellem numre og tænde og slukke for mikrofonen. Det er ikke trykfølsomme knapper, som det ellers er kotume på Sonos-enheder, men klik-knapper, der er gemt under et lag af plastik af hensyn til vandtætheden. Roam har nemlig en IP67-certificering, så den uden problemer klarer et regnskyl.

 

På bagsiden sidder et USB-C stik til opladning samt en diskret knap, der skifter mellem wifi og Bluetooth, men også slukker for højttaleren, når knappen holdes inde.

Sonos Roam introducerer to nye funktioner

En af de fikse nye funktioner i Sonos Roam, er den såkaldte Sound Swap. Ved at holde play-knappen nede, kan man overføre musik til den nærmeste Sonos-højttaler. Eller “stjæle” musikken derfra. Det fungerer eminent, men der er dog nogle begrænsninger. For det første kan kan ikke overføre til en gruppe, kun en enkelt højttaler (eller et stereo-par). For det andet kræver det S2-firmware, så ældre modeller kan ikke lege med.

Den anden nyhed, er ‘sømløs roaming’. Det betyder, at Roam automatisk skifter mellem Bluetoth og wifi-tilslutning. Det kan Sonos Move ikke, men det er naturligvis en klar forbedring af et produkt, der er skabt til netop at skifte mellem de to situationer. Det er godt tænkt, Sonos, og også en temmelig oplagt funktion til et sæt trådløse hovedtelefoner, som det rygtes at Sonos arbejder på. Måske august-nyheden i år?

 

Sonos Roam har naturligvis også “arvet” funktionalitet fra tidligere Sonos-modeller, så den kan håndtere Airplay 2.

Ud over disse skal det også nævnes at Roam har indbygget Google Assistant – og den fungerer endda selv om højttaleren kun er tilsluttet Bluetooth. Det skal dog lige nævnes, at en konstant tændt mikrofon, der lytter efter kommandoer, naturligvis påvirker batterilevetiden.

Fin lyd, men …

Man kan ikke forvente hifi-kvalitet fra en højttaler, der er så klejn som Sonos Roam. Således heller ikke i dette tilfælde – og det er naturligvis heller ikke meningen. Når det er sagt, så leverer Roam faktisk ganske anstændig lyd, specielt når den ligger vandret og kan bruge underlaget som basforstærker. Diskanten er både stram og tydelig, bassen er fin uden at være i oomph-ligaen, men der mangler noget fylde i mellemtonerne. Alligevel hænger lydbilledet forbavsende godt sammen. Specielt når volumen ikke er skruet alt for højt op.

 

Lyden fra Roam er også mindre end Sonos One, så den kan ikke fungere som en en-til-en-erstatning hjemme i stuen. Roam er en højttaler, der begår sig bedst på farten – eller på skrivebordet. I øvrigt er Roam, ligesom storebror Move, udrustet med automatisk Trueplay, der via den indbyggede mikrofon konstant justerer lyden i forhold til den omgivende akustik. Det er smart. Og det virker. I forhold til størrelsen, har Sonos Roam en meget ‘åben’ lyd.

Hverken på skrivebordet eller udenfor når lydkvaliteten dog ikke vores Bluetooth-favorit, Beoplay A1, til sokkeholderne. Den snart femårige lyd-burger fra Struer kan simpelthen noget, de andre endnu ikke har fundet ud af. Bevares, den er væsentlig dyrere end Sonos Roam og Roam har flere avancerede funktioner, men leder du udelukkende efter lydkvalitet, er A1’eren stadig et bedre bud.

Ti timer og trådløs opladning

Sonos lover op til 10 timers levetid på det indbyggede batteri. Det er naturligvis best case scenario, men den er faktisk ikke helt ved siden af, hvis du kan nøjes med at spille på moderat volumen. Jeg havde i testperioden Roam liggende foran mig på skrivebordet – og den holdt snildt til en arbejdsdag plus lidt ekstra.

Jeg er faktisk mere bekymret for standby-batteritiden. Selv om der er en automatisk sleep mode efter en vis periode med inaktivitet, oplevede jeg ofte at batteriet var drænet, når jeg skulle bruge højttaleren igen. Jeg lærte ret hurtigt at lukke helt ned for højttaleren, når jeg var færdig med at bruge den.

Det vil naturligvis ikke være et problem, hvis man tilkøber Sonos’ specialdesignede trådløse oplader, hvor højttaleren kan stå parkeret. Den følger nemlig ikke med i æsken, men koster 349 kroner yderligere. Opladeren var ikke klar i testperioden, så jeg har ikke haft mulighed for at afprøve den, men mit gæt er, at den fungerer helt som den skal.

Som det ses på billedet herover kan man også bruge en helt almindelig Qi-oplader til at fylde batteriet. Men Sonos’ egen oplader er naturligvis formet, så den passer perfekt til Roam – og den har indbyggede magneter, så højtaleren altid står perfekt på opladeren.

iNPUT mener …

Med en prislap på 1.345 kroner er Sonos Roam ikke nogen billig fornøjelse. Den er næsten lige så dyr som Sonos One XL, der har en markant bedre lyd og den er også dyrere end de fleste direkte Bluetooth-konkurrenter. Men Roam er altså også en helt anden type højttaler. Den glider sømløst ind i en eksisterende Sonos-opsætning samtidig med, at den kan tages med på farten. Lækkerier som Trueplay – der virkelig gør en forskel – er også forbeholdt Sonos.

Har du allerede Sonos derhjemme og leder du efter en transportabel højtaler, der ikke har Moves volumen, er Sonos Roam et ret oplagt valg. Det er en gennemtænkt højttaler, der virker perfekt derhjemme og giver dig ti timers spilletid i parken, når vi igen får lov at gå udenfor.

Er du ny i Sonos-verdenen, er Roam nu den billigste adgangsbillet – hvis man ser bort fra Sonos | Ikea Symfonisk-produkterne. Roam rummer alt det bedste, Sonos har at byde på: Glimrende lyd, fremragende integration med streamingtjenester, multirums-funktionalitet og et lækkert design. Min eneste bekymring er batterilevetiden i sleep mode.

Sonos Roam fås i sort og hvid (grå) og damer butikkerne den 20. april, men den kan forudbestilles hos Sonos allerede nu.

Sonos Roam

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

1.349 kr.

Roam rummer alt det bedste, Sonos har at byde på, men batterilevetiden i sleep mode bekymrer.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.