iOS 26, MacOS 26, iPadOS 26, WatchOS 26 og tvOS 26 er navnene på alle de nye styresystemer der er på vej fra skyen til Apple enheder – i løbet af de næste par måneder kommer der betaversioner af de nye styresystemer – og til september kan brugerne downloade ny software til alle dine Apple enheder. iOS 26 har vi allerede skrevet om her, men der kommer altså også ny software til alle andre Apple enheder. Her følger en liste over de nye systemer:
WatchOS 26
Ligesom alle de andre enheder har WatchOS også fået et visuelt nyt udtryk. Der er også en ny udgave af den måske vigtigste app på uret, fitness appen. Her får du nu en “workuout-buddy”, der giver dig motivation – inklusiv en række stats, så du får audio detaljer i ørerne om eksempelvis din hastighed eller distance. Den vil også – på meget amerikansk manér – heppe på dig. Vi kan håbe, det bliver en smule nedtonet i forhold til de demonstrationer, Apple har givet.
Uret vil også blive “klogere” og komme med forslag til apps du kan bruge – hvis du for eksempel går ind i dit fitness center vil det automatisk foreslå at du starter den træning, du normalt laver i centret.
iPadOS 26
iPadOS 26 følger i store træk de forskellige nyheder på apps som du også kan se på iOS 26. Der er dog også forbedringer til især multitasking på iPad, så det er lettere at skifte imellem apps. Der er kommet mulighed for at have apps i vinduer som du selv kan arrangere dem. Via en lille knap i hjørnet af din app kan du ændre størrelse og placering af din app. Der er også en ny menu som til forveksling ligner den, du er vant til på MacOS. Generelt er iPadOS 26 faktisk måske der, Apple har givet den mest gas på de nye styresystemer, og den er nu tættere på at være en Mac end nogensinde.
MacOS 26
MacOS 26 kommer også til at hedde Tahoe – og har, som de andre styresystemer fået et nyt design. Der er stadig de samme elementer – men eksempelvis menubaren har fået et andet layout, så den nu stort set kun består af ikonerne uden baggrund. Du kan nu også skifte farve på mapperne – og endda give dem et lille ikon, så du hurtigt kan genkende en mappe.
Hvis du har bestilt mad på Wolt eller en taxa på din iPhone, kan du nu også se hvor længe der er til maden kommer i menuen på din Mac. Generelt er der blevet skruet op for “continuity”-funktionerne der gør, at indhold på den ene enhed også dukker op på de andre.
tvOS 26
tvOS har ligesom de andre enheder fået nyt design – for første gang i årevis. Det er baseret på samme koncepter som resten af “26-familien”, men altså på den store skærm. Ligesom de andre styresystemer er Apple TV blevet udstyret med glas-design, så mange af elementerne er blevet gennemsigtige. Det er også blevet lettere at lave sign-in for forskellige brugere.