Elektronik

Apple indkalder til årets store iPhone 18-event

Apple har sat dato på årets vigtigste lancering. Den 9. september ventes iPhone 18 Pro – men det er selskabets første foldbare iPhone, der kan løbe med al opmærksomheden.

iPhone 18
Apples invitation

Apple har sendt invitationerne ud. Onsdag den 9. september klokken 19 dansk tid går årets store iPhone-event i gang under overskriften “Surprise and Shine”. Apple afslører som sædvanlig ikke på forhånd, hvad der skal lanceres. Men denne gang peger rygterne på en af de største ændringer i iPhone-familien i mange år.

Foldbar iPhone kan stjæle showet

Den helt store nyhed ventes at blive Apples første foldbare iPhone, som ifølge flere oplysninger kan få navnet iPhone Ultra. Telefonen ventes at folde ud til en skærm på omkring 7,8 tommer, mens en mindre skærm på ydersiden skal gøre den brugbar som almindelig mobil. Dermed går Apple direkte ind på et marked, hvor især Samsung har haft flere års forspring.

Prisen kan til gengæld blive voldsom. De hidtidige rygter har peget på omkring 2.000 til 2.500 dollar, og dermed kan den foldbare model uden problemer blive den hidtil dyreste iPhone.

Artiklen fortsætter efter annoncen

iPhone 18 Pro bliver mere traditionel

Apple ventes samtidig at præsentere iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max. Her tegner opgraderingen til at blive mere forsigtig.

Blandt de ventede nyheder er den nye A20 Pro-chip produceret med 2-nanometer-teknologi, Apples egen C2-mobilchip og kameraændringer. Pro Max kan desuden få et kamera med variabel blænde.

Til gengæld kan prisen også tage endnu et hop. Stigende priser på blandt andet hukommelse har allerede ramt elektronikbranchen, og flere analytikere forventer dyrere Pro-modeller.

Den almindelige iPhone 18 ventes slet ikke at være med. Apple skulle være på vej med en ny lanceringsstrategi, hvor de billigere modeller først kommer i foråret 2027.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mere end nye iPhones

Nye Apple Watch-modeller ligger også lige til højrebenet, mens opdateringer af blandt andet Apple TV, HomePod mini, iPad mini og AirPods har været nævnt.

Men her bliver rygterne straks mere usikre. Det eneste Apple indtil videre selv har bekræftet, er eventet.

Lanceringen får samtidig en ekstra symbolsk betydning. Det bliver den første store produktpræsentation med John Ternus som Apples nye topchef efter Tim Cook.

Og hvis den foldbare iPhone faktisk bliver lanceret, får han næppe nogen stille debut.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.