Elektronik

Én vigtig iPhone mangler fra Apples kæmpelancering på onsdag

Apple ventes at præsentere mindst seks nye produkter onsdag. Den helt store nyhed bliver sandsynligvis en foldbar iPhone – her er vores gæt på, hvad vi forventer at se på onsdag.

iPhone
Grafik: iNPUT

Apple har officielt indkaldt til årets store september-event onsdag den 9. september klokken 19 dansk tid. Men selv om selskabet endnu ikke har afsløret, hvad der ligger klar, peger de seneste oplysninger på en af de største ændringer af iPhone-programmet i mange år.

Der ventes mindst seks større produktnyheder. Den mest interessante er Apples første foldbare iPhone, men næsten lige så bemærkelsesværdigt er det, hvad vi ikke får.

Den almindelige iPhone 18 ventes nemlig først lanceret i foråret 2027. Dermed bryder Apple med den årelange tradition, hvor den nye standard-iPhone har stået centralt på scenen hver september.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tre nye iPhones – men ingen almindelig iPhone 18

På telefonsiden ventes Apple i stedet at koncentrere sig om de dyrere modeller: iPhone 18 Pro, iPhone 18 Pro Max og den helt nye foldbare iPhone, som rygterne foreløbig kalder iPhone Ultra.

De to Pro-modeller ventes at få Apples nye A20 Pro-chip produceret med 2-nanometer-teknologi. Der tales desuden om en mindre Dynamic Island, bedre batteritid og større kameraopgraderinger. Især et kamera med variabel blænde har været nævnt – muligvis kun på Pro Max.

Men det er den foldbare model, der kan stjæle hele showet. Ifølge de seneste oplysninger får den en cirka 5,5 tommer skærm på ydersiden og en skærm på omkring 7,8 tommer, når telefonen foldes ud. Formen skulle dermed minde mere om en lille iPad, der kan foldes sammen, end om de klassiske iPhones.

Der er dog også kompromiser. Pladsmanglen betyder angiveligt, at Face ID erstattes af Touch ID i siden, mens kameraet på bagsiden må nøjes med to objektiver. Og billig bliver den næppe. Flere rygter peger på en amerikansk startpris på mindst 2.000 dollar. Hvis det holder, bliver det med afstand en af Apples dyreste iPhones nogensinde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nye Apple Watch-modeller på vej

Apple ventes også at have to nye ure med. Apple Watch Series 12 skulle få en ny processor og forbedret helbredsovervågning, og Apple arbejder ifølge rygterne på mere kontinuerlig registrering af puls i løbet af dagen.

Samtidig ventes Apple Watch Ultra 4. Her ser opgraderingen foreløbig mere beskeden ud, og der er ikke tegn på en gennemgribende ændring af designet. Begge modeller ventes dog at få den nye generation af Apple Watch-processorer.

AirPods 5 kan også komme

Det sjette produkt i rækken ventes at blive AirPods 5. Henvisninger til de nye hovedtelefoner er allerede blevet fundet i Apples software, og de ventes fortsat at komme i to versioner – en billigere udgave uden aktiv støjreduktion og en dyrere model med ANC.

En ny H3-chip er blandt de mulige opgraderinger. Der har tidligere været rygter om AirPods med indbyggede kameraer, men den mere opsigtsvækkende model forventes først i 2027.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Apple kan have flere overraskelser

De seks produkter ser lige nu ud til at være de sikreste bud, men Apple kan have mere med. Et nyt Apple TV 4K, en opdateret HomePod mini og ikke mindst Apples længe ventede smart home-skærm er blandt de produkter, som kan dukke op. Sidstnævnte beskrives som en skærm på omkring syv tommer, der blandt andet skal fungere som kontrolcenter for det intelligente hjem.

Til gengæld peger meget på, at kommende MacBook Pro-, iMac- og OLED-iPad mini-modeller gemmes til senere på efteråret.

Dermed kan onsdagens event ende med at markere et ganske tydeligt strategiskifte hos Apple: September bliver måneden for de dyreste iPhones, mens de mere almindelige modeller flyttes til foråret.

Og hvis rygterne om den foldbare iPhone holder stik, bliver 9. september samtidig dagen, hvor Apple for første gang siden den oprindelige iPhone ændrer selve grundformen på sin vigtigste produktkategori.

MERE OM SAMME EMNE:

Apple-eventen begynder onsdag den 9. september klokken 19 dansk tid og kan streames direkte hos Apple.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.