Volvo-ejere får snart endnu en musikmulighed i bilen. Den svenske bilproducent begynder nu at rulle Apple Music ud til mere end to millioner biler verden over via en trådløs softwareopdatering. Det betyder, at tjenesten fremover bliver en integreret del af bilens infotainmentsystem, så man kan logge ind med sin Apple-konto og få adgang til musik, playlister og live-radio direkte fra bilens skærm.
Opdateringen kommer til en lang række Volvo-modeller fra modelår 2020 og frem, blandt andet XC40, EX40, EC40, XC60, S60, V60, XC90, S90, V90 samt de nyere EX90 og ES90. Hvornår den enkelte bil får funktionen, afhænger dog af model og marked.
Den bedste lyd er forbeholdt de dyre modeller
Volvo fremhæver især Apple Music Spatial Audio, der bygger på Dolby Atmos og skal give en mere omsluttende lydoplevelse i bilen. Den funktion bliver dog kun relevant for ejere af Volvo EX60, EX90 og ES90 – og kun for alvor, hvis bilen er udstyret med Bowers & Wilkins-anlægget, som er ekstraudstyr.
Artiklen fortsætter efter annoncen


