Apple’s ikoniske butik på Fifth Avenue i New York blev i weekenden udsat for hærværk, da klimaaktivister spraymalede slogans på butikkens glasfacade. Budskaber som “Boycott,” “Dump Trump, Apple!” og “Tim + Trump = Toxic” blev malet på ruderne, mens demonstranter fra Extinction Rebellion krævede boykot af Apple.
Ifølge gruppen er Apple hyklerisk, fordi selskabet profilerer sig på grønne initiativer, mens topchef Tim Cook angiveligt har doneret til Donald Trumps valgkamp. Protesterne blev rettet mod tech-giganternes støtte til Trump og deres tavshed om USA’s udtræden af Paris-aftalen.
Hærværksmand anholdt
En enkelt person stod ifølge politiet bag selve hærværket og blev hurtigt anholdt. Kort efter begyndte Apple-medarbejdere at fjerne malingen fra facaden.
Extinction Rebellion kritiserede desuden tech-branchens stigende CO₂-aftryk, især i forbindelse med den voksende brug af energikrævende AI-tjenester. Gruppen opfordrer til boykot af tech-virksomheder, der ifølge dem “fremmer autoritære regimer og fossile brændsler.”











