Det har været to ugers mareridt for kinesiske Huawei, siden firmaet havnede på det amerikanske handelsministeriums såkaldte ”Entity List”. Nu forsøger kineserne at bruge det amerikanske retssystem til at vride sig løs af skruestikken. I dag har den kinesiske telegigant indgivet en anmodning om en hastekendelse som led i processen for at afdække, om der er noget grundlovsstridigt i § 889 i den forsvarslov der har ramt Huawei. Firmaet har ligeledes opfordret den amerikanske regering til at standse sin statsstøttede kampagne mod Huawei.
Helt konkret mener Huawei, at mindst tre punkter i paragraf 889 i NDAA 2019-loven overtræder den amerikanske konstitution, nemlig de såkaldte “Bill of Attainder”, “Due Process” og “Vesting Clauses”. Huawei vil have det afgjort ved retten – og beder samtidig om at sagen fremrykkes, så de ”igangværende uretsmæssige handlinger mod firmaet” kan stoppes.
– Den amerikanske regering har ikke fremlagt noget bevis for, at Huawei er en sikkerhedstrussel. Der er ingen pistol, ingen røg. Kun spekulationer. Retssystemet er retfærdighedens sidste forsvarslinje. Huawei har tillid til det amerikanske retssystems uafhængighed og integritet. Vi håber, at fejl i NDAA kan rettes af retten, udtaler Song Liuping, Huaweis øverste jurist.
Artiklen fortsætter efter annoncen

