TeknologiTophistorie

Chat Control 2.0: EU vil læse dine krypterede chatbeskeder

Til oktober stemmer EU om et omstridt Chat Control-forslag, som Danmark har genindført – men modstanden er massiv, og Tyskland kan blive afgørende.

Når EU’s ministre mødes til oktober, kan de komme til at stemme ja til en af de mest vidtgående overvågningslove i unionens historie. Forslaget, der går under navnet Chat Control 2.0, vil pålægge beskedtjenester som WhatsApp, Signal og Messenger at scanne brugernes beskeder for ulovligt indhold – også selv om de er end-to-end-krypterede.

Og det er faktisk det danske EU-formandskab, der har pustet nyt liv i sagen. Efter at forslaget sidste år blev skrinlagt, samlede Danmark som formandsland i starten af juli opbakning fra 19 af de 27 medlemslande. Det har banet vejen for en afstemning, der kan finde sted allerede i midten af oktober.

 

Sådan virker forslaget

Planen er, at beskeder og billeder skal scannes direkte på din telefon eller computer, inden de bliver krypteret og sendt. Teknologien kaldes “klient-side-scanning” og er tænkt som et værktøj mod spredning af materiale med seksuelle overgreb mod børn.

Ifølge EU-Kommissionen er målet med Chat Control 2.0 at beskytte børn og harmonisere indsatsen mod online overgreb på tværs af medlemslandene. Den svenske kommissær Ylva Johansson har kaldt forslaget “nødvendigt for at stoppe forbrydelser, der ellers er skjult bag kryptering”.

 

Kritikere advarer: Farvel til privatlivet

Men modstanden er massiv – og den kommer fra både tekniske eksperter, jurister, menneskerettighedsorganisationer og dele af EU-Parlamentet.

Databeskyttelsesmyndigheder som EDPS og EDPB advarer om, at loven i praksis åbner for masseovervågning af alle borgere – uanset om de er mistænkt for noget eller ej. EU’s egne jurister har slået fast, at ingen kendt teknologi kan scanne for ulovligt materiale med tilstrækkelig præcision uden at ramme store mængder lovligt indhold.

Erfaringer fra Irland viser, at omkring 80 procent af det materiale, som automatisk scanning har markeret som ulovligt, viste sig at være helt harmløst. Kritikerne frygter derfor både unødvendige indgreb mod uskyldige borgere og en massiv belastning af politi og domstole.

 

Samtidig påpeger sikkerhedseksperter, at en indbygget “bagdør” til krypterede beskeder ikke kun kan bruges af myndighederne, men også af hackere og fremmede stater. “Det er ikke muligt at svække kryptering for de onde uden også at svække den for de gode,” siger ProtonVPN’s sikkerhedschef Andy Yen ifølge TechRadar.

Derudover har processen bag Chat Control 2.0 forslaget mødt kritik. Ylva Johansson er blevet beskyldt for at have været mere lydhør over for politiets og visse techfirmaers lobbyarbejde end over for digitale rettighedsgrupper – og for at have brugt målrettede onlinekampagner i udvalgte lande for at påvirke opinionen.

Tyskland kan blive tungen på vægtskålen

Selvom Danmark har fået 19 medlemslande med ombord, er der stadig usikkerhed om udfaldet. Tyskland har endnu ikke taget endelig stilling – og som en af EU’s største medlemsstater kan netop deres ja eller nej afgøre, om der er kvalificeret flertal for forslaget. Hvis Tyskland afviser eller undlader at stemme, kan det stoppe Chat Control loven i dens nuværende form.

 

Ud over Danmark tæller de nuværende støtter blandt andet Frankrig og en række central- og østeuropæiske lande. Belgien og Polen har tidligere foreslået kompromisser i form af frivillig scanning, men de blev skudt ned, fordi de stadig rejste alvorlige privatlivsproblemer.

En bredere plan for adgang til krypterede data

Chat Control forslaget indgår i EU’s nye sikkerhedsstrategi ProtectEU, der også skitserer, hvordan unionen frem mod 2030 vil udvikle metoder til at få adgang til krypteret kommunikation generelt – ikke kun i kampen mod børnepornografi.

 

Om danskerne og resten af EU-borgerne skal vænne sig til, at private beskeder kan blive tjekket, afgøres i efteråret. Hvis et kvalificeret flertal af medlemslandene stemmer ja i oktober, kan reglerne begynde at gælde allerede senere på året.

Forslaget kan læses her.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.