×
StreamingTophistorie

Comic-Con 2022 er i gang. Se de mange nye trailers her!

Comic-Con 2022 har slået dørene op og det betyder traditionen tro, på en masse trailers for kommende film og serier. Se dem lige her.

For første gang siden 2019 er Comic-Con i San Diego igen åbent for besøgende. Messen, der oprindeligt tog afsæt i underholdning fra tegneseriernes verden, åbnede første gang i 1970. Siden da er populærkultur fra film, serier og spillenes verden blevet inviteret indenfor. Derfor er messen også et oplagt sted, for streamingtjenester og produktionsselskaber, at præsentere deres nyeste værker.

Vi har nedenfor samlet de mest interessante trailers fra Comic-Con 2022, som vi vil kunne læne os tilbage og nyde, når de får premierer på streamingtjenesterne de kommende år. Måske med en tur forbi biograferne først.

John Wick: Chapter 4

Keanu Reeves er tilbage som den hårdtslående lejemorder John Wick i filmseriens fjerde kapitel. Traileren viser John Wick tage kampen op mod endnu en bunke lejemordere, der alle har til fælles, at de vil have fingre i dusøren. Sammen med Keanu Reeves, så er blandt andre Laurence Fishburne, Ian McShane, Lance Reddick, Donnie Yen og Bill Skarsgård på rollelisten.

Filmen får premiere i marts 2023.

Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves

Baseret på det velkendte rollespil, ses Chris Pine som mestertyven, der sammen med en flok eventyrer sætter ud på en farlig mission. Det går naturligvis galt, da de kommer på tværs af de helt forkerte typer. Også Michelle Rodriguez og Regé-Jean Page er at finde på rollelisten i actioneventyret.

Filmen får premiere i marts 2023.

National Treasure: Edge of History

Disney Plus genstarter filmserien med en tv-serie, baseret på actioneventyrerne med Nicolas Cage i front. Der er ikke sluppet meget info om ud om serien, der dog har Harvey Keitel tilbage i rollen som Peter Sadusky.

Premieredatoen er ikke offentliggjort.

The Lord of the Rings: The Rings of Power

Det var kun lige forleden, at vi kunne dele et kig på den kommende storserie på Amazon Prime. På Comic-Con har Amazon så haft endnu en ny trailer med under armen, som du kan se nedenfor.

Serien har premiere på Amazon Prime den 2. september 2022

I Am Groot

I fem kortfilm får vi mere at se til Groot, som er kendt fra Guardians of the Galaxy-universet. Ligesom i filmene, så er det Vin Diesel, der er stemmen bag Groot.

Serien får premiere den 10. august på Disney Plus.

Meget mere på vej…

Udover ovenstående, så er der på Comic-Con 2022 præsenteret en ny sæson af The Walking Dead. Samt spin-off-serien Tales of the Walking Dead. Paramount+ præsenterede også deres genoplivning af Beavis and Butt-Head, som får premiere i starten af august.

Det kan også forventes, at vi får endnu mere nyt at se fra Marvel. De afholder deres paneldebat i dag den 23. juli, hvor der formentlig løftes sløret for kommende film og serier.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.