×
TeknologiTophistorie

Danskernes energiforbrug daler

Energikrisen har fået danskerne til at sænke deres energiforbrug gennem det seneste år, viser undersøgelse fra Energistyrelsen.

2022 var et år, hvor danskernes energiforbrug blev lagt om. Stigende priser, klimahensyn og forsyningskrise har bidraget til, at syv ud af ti danskere har sat ind med bevidste handlinger for at sænke deres energiforbrug. Det viser helt nye tal fra Energistyrelsens Energibarometer.

Det er en stigning på hele 27 procent i forhold til samme måling foretaget i september 2022. En udvikling, der også kan måles direkte i de danske husholdningers elforbrug i de første tre måneder af 2023. Her viser tallene nemlig, at forbruget er 19 procent lavere end normalt.

– Vi har set en anerkendelsesværdig omstillingsparathed hos danskerne gennem det sidste år. Vores oplevelse er, at danskerne har fået nye sparevaner, og at de har bidt sig fast. Det er glædeligt og har en positiv indflydelse på den enkelte husholdning, samfundsøkonomien og den grønne omstilling, siger Stine Leth Rasmussen, vicedirektør for Energistyrelsen.

I undersøgelsen fremgår det, at danskerne har nedbragt energiforbruget ved blandt andet:

  • At flytte en del af deres strømforbrug til tidspunkter, hvor priserne er lavest.
  • Skrue ned for varmen i boligen.
  • Tage kortere bade.
  • Sørge for at vaskemaskine og opvaskemaskine er fyldt helt op, inden den sættes i gang.

Disse sparevaner og en række andre forventes at blive fastholdt, selvom sommeren snart byder på varme, lange dage, ferie og sommerhusture. Hele fire ud af fem danskere svarer nemlig, at de vil holde fast i de gode sparevaner.

Energibarometeret er Energistyrelsens løbende befolkningsundersøgelse, som tager temperaturen på danskernes adfærd og motivation for at spare på energien. Undersøgelsen blev første gang foretaget i marts 2022 og er blevet gentaget igen i september 2022 og senest i marts 2023. 

Alle undersøgelserne er gennemført blandt et repræsentativt udsnit af danskerne i alderen 18-75 år. Der er indsamlet 2000 besvarelser i hver undersøgelse.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.