Det er dyrt at tænde for strømmen i disse dage. Danmark er nemlig ramt af et vinterfænomen med det tyske navn dunkelflaute – og det kan mærkes direkte på elregningen. Kort fortalt betyder dunkelflaute, at et højtryk har lagt sig tungt over Europa og lukket både vinden og solen ned. Resultatet er, at vindmøller og solceller producerer markant mindre strøm – og så er elpriserne skudt i vejret.
– Fænomenet kan kun opstå, hvis det rammer et stort område – som nu, hvor vinden står stille over store dele af Europa. Og fordi det sker om vinteren, kan solen heller ikke hjælpe meget, forklarer Troels Skipper, produktchef for privat el i OK, til Ritzau.
Ifølge energiselskabet vil elpriserne i perioder passere tre kroner per kilowatt-time.
Artiklen fortsætter efter annoncen

