×
ElbilerTophistorie

Den ultimative elbil ifølge Volkswagen

Trinity skal sætte nye standarder for rækkevidde, digitalisering og opladning. Men vi skal løbende betale abonnement for funktionerne.

Volkswagen har hevet velourtæppet af deres nye Trinity-projekt. Bilen skal være flagskibet i ID-familien; den skal sætte nye standarder for rækkevidde, ladetider og digitalisering – og være forberedt til automatiseret kørsel på niveau 4. Og den skal i produktion i 2026, lover tyskerne.

Samtidig skal Trinity være spydspids i Volkswagen nye Accelerate-strategi, hvor software skal spille en stadigt større rolle for virksomheden. Tanken er, at der skal laves færre varianter af hver model og at selve hardwaren stort set vil være standardiseret.

Alle de biler, der kører ud af fabrikken vil stort set have det samme ombord og kunderne vil “på et hvilket som helst givent tidspunkt have mulighed for at aktivere Functions-on-Demand via et digitalt økosystem i bilen,” fortæller Volkswagen.

”I fremtiden vil den individuelle konfiguration af bilen på tidspunktet for købet ikke længere være bestemt af bilens hardware. I stedet vil kunderne på et hvilket som helst tidspunkt have mulighed for at tilkøbe Functions-on-Demand via bilens digitale økosystem,” udtaler Ralf Brandstätter, CEO for Volkswagen-mærket i en pressemeddelelse.

Med andre ord: Volkswagen vil have os til at betale løbende abonnement for special-funktioner i bilens levetid. Eksempelvis den automatiserede kørsel. Den kan leveres med niveau to, mens niveau 3 eller 4 kan aktiveres mod betaling.

Ved starten af produktionen i 2026 vil Trinity allerede tilbyde automatiseret kørsel på niveau 2+ og teknisk være forberedt til niveau 4. 

”Vi bruger vores stordriftsfordele til at gøre fuldautomatiseret kørsel tilgængeligt for mange mennesker og opbygge et neuralt netværk. På den måde vil vi skabe mulighederne for en kontinuerlig udveksling af data fra vores flåde af biler fx omkring trafikmeldinger, om forhindringer på ruten eller ulykker,” siger Ralf Brandstätter.

Volkswagen har allerede skruet op for deres fokus på software. I starten af marts annoncerede tyskerne, at de har oprettet en speciel gruppe, der skal sørge for, at der kommer software-opdateringer til ID.3 og ID.4 bilerne mindst hver 12. uge.

Seks niveauer af selvkørende biler

Niveau 0
Slet ikke selvkørende.

Niveau 1
Som de fleste biler i dag (autopilot, parkeringshjælp, etc.).

Niveau 2
Systemet kan håndtere bilens bevægelser frem og tilbage OG til siderne (vognbane-assist, m.m.), men chaufføren skal holde hænder på rattet.

Niveau 3
Nu er bilen reelt selvkørende og chaufføren kan se film eller læse bøger. Skal dog kunne gribe ind, hvis systemet forlanger det.

Niveau 4
Her kan bilen køre helt selv på særligt udvalgte eller programmerede ruter.

Niveau 5
Her er rat eller pedaler slet ikke nødvendig. Bilen vil kunne køre automatisk, selv på grus- eller markveje.

Læs mere i dybden om definitionerne i denne artikel.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.