Elbilerne har for alvor bidt sig fast i det danske bilmarked. I april udgjorde elbiler hele 83 procent af bilsalget til private købere – en markant stigning, der understreger, hvor hurtigt danskerne omfavner den elektriske drivlinje.
I alt blev der indregistreret 15.118 nye personbiler i april, hvilket er næsten identisk med niveauet fra samme måned sidste år. Til gengæld har elbilerne sat tempoet op. Ifølge tal fra bilstatistik.dk blev der solgt 9.566 elbiler – hele 45,5 procent flere end i april 2024. Det betyder, at elbilerne nu udgør over 63 procent af det samlede nybilsalg og altså hele 83 procent blandt privatkøbere.
Ifølge Mobility Denmark, der repræsenterer den danske bilbranche, er udviklingen med til at understøtte den grønne omstilling, og tallene har allerede fået myndighederne til at revurdere fremtiden. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har i deres seneste klimafremskrivning opjusteret forventningen til antallet af elbiler i Danmark. Nu regner ministeriet med, at der allerede i 2028 vil være 1 million elbiler på de danske veje.
Brancheorganisationens direktør, Mads Rørvig, ser udviklingen som et udtryk for, at forbrugerne er klar til at vælge grønt – men han advarer samtidig om, at udviklingen kræver politisk opbakning:
– Vi er enige med Klimafremskrivningen i, at antallet af elbiler vil fortsætte med at vokse i de kommende år, og vi tror tilmed, at vi kan skrue endnu mere op for ambitionerne. Men udviklingen kommer ikke af sig selv. Erfaringer fra vores nabolande har vist, at elbilsalget hurtigt kan tabe terræn, hvis incitamenter fjernes. Derfor er det vigtigt, at politikerne griber den historiske mulighed for at skabe en bilbeskatning, der permanent styrker danskernes muligheder for at købe grønnere biler.
Top 10 personbiler Listen over de mest populære bilmodeller er bemærkelsesværdig; det er nemlig første gang i mands minde, at Tesla ikke er med på Top 10 listen. Den domineres i stedet totalt af Volkswagen Gruppens MEB-platform, der indtager fem af de seks øverste pladser; kun brudt af Toyota bZ4X.
Af de ti mest solgte modeller er det i øvrigt kun tre, der kører på fossile brændstoffer.
# Model Antal 1 Skoda Elroq 1.031 2 Volkswagen ID.4 633 3 Audi Q4 e-tron 420 4 Toyota bZ4X 419 5 Volkswagen ID.3 403 6 Skoda Enyaq iV 371 7 Cupra Formentor 362 8 Audi A5 342 9 Cupra Terramer 303 10 Volkswagen T-Roc 303
(Kilde: Bilstatistik.dk)