Britiske Longbow er navnet på et nyt elbilmærke skabt af to tidligere Tesla- og Lucid-ingeniører – og deres første projekt er alt andet end ordinært. På bare seks måneder har de udviklet en kørende prototype af en ultralet el-sportsvogn, der vejer under 900 kilo og accelererer fra 0 til 100 km/t på 3,5 sekunder.
– Vi kalder det verdens første featherweight electric vehicle, siger medstifter Daniel Davey og lover en bil, der handler 95 procent om sportslig kørsel og kun 5 procent om eldrift.
En britisk nyklassiker i skabelse
Bilen hedder Speedster og er tænkt som en moderne efterkommer af klassiske britiske ikoner som Jaguar E-Type og Lotus Elise – bare med strøm i stedet for benzin. Longbow har helt bevidst undgået store skærme og komplicerede digitale instrumenter. I stedet får Speedster et simpelt cockpit med to runde analog-instrumenter, tændingsnøgle og et klassisk gearvælgerhåndtag midt i kabinen.

Designet trækker linjer tilbage til 1960’erne og 70’erne med inspiration fra blandt andet Shelby Cobra Coupé og Ferrari 288 GTO. Ifølge Davey skal formen være tidløs
– Vi vil hellere ofre lidt aerodynamik end at bygge en bil, der bliver grim med tiden, som han udtrykker det.
Vægt som religion
Speedster vejer blot 895 kilo, selv med et 52 kWh-batteri og bagmonteret elmotor. Den yder mindst 270 hestekræfter og har en forventet rækkevidde på op til 440 WLTP-kilometer. I virkeligheden skal man dog regne med omkring 320 kilometer ved aktiv kørsel – og det er nok til en tur til fx Hamborg uden opladning.
Chassiset er bygget på en letvægtsplatform udviklet af Cornwall-baserede Watt EV, hvor batteriet er integreret i rammen for at spare vægt og give perfekt vægtfordeling. Det betyder lavt tyngdepunkt, hurtig respons og den slags køreegenskaber, der får puristerne til at smile.
Prisen? Som en Tesla – men med sjæl
Speedster skal koste omkring 85.000 pund – svarende til cirka 725.000 kroner før danske afgifter – og de første 150 eksemplarer er allerede solgt. En billigere Roadster-variant med tag og døre følger året efter til omkring 550.000 kroner.

Mens Speedster næppe får danske nummerplader i første omgang, viser Longbow en interessant retning for elbilverdenen: fokus på følelse frem for funktion, og beviset på at elbiler ikke behøver veje to ton for at være sjove.
Hvis alt går efter planen, begynder produktionen i Storbritannien næste år – og måske bliver den næste store elbilsdrøm ikke amerikansk, men britisk.








