Tesla-aktionærer skal stemme om investering i Elon Musks private firma xAI

Elon Musk vil nu igen have penge fra en del af hans imperie til en anden - det kræver bare, at Teslas aktionærer stemmer for

Elon Musk blander endnu engang sine virksomheders økonomi – denne gang for at forstærke sin AI forretning, der blandt andet udvikler Grok, der senest er blevet kendt for at have nazistiske tilbøjeligheder. Ideen er nu, at Musk vil lade Teslas aktionærer tage stilling til, om selskabet skal investere i xAI. Udmeldingen, der kom i et opslag på X, er endnu et kapitel i historien om Musks ambitioner om at samle trådene mellem sine mange virksomheder. Musk sidder i forvejen i spidsen for Tesla, SpaceX, X og xAI, og det er langt fra første gang, han lader teknologi og medarbejdere flyde på tværs af koncernerne. Men med et forslag om en officiel investering fra Tesla i xAI tages der nu hul på en mærkbart mere formel integration af forretningsinteresserne.

Kritik af overførsel af ressourcer og interessekonflikter

Det er dog ikke alle, der klapper i hænderne over udsigten til endnu et Elon Musk-projekt. Kritikere peger på, at Tesla allerede har måttet afgive vitale ressourcer til Musks andre selskaber. Blandt andet blev en sending af NVIDIA H100 GPU’er, som kunne have været brugt til Teslas udvikling af selvkørende teknologi, i stedet sendt videre til xAI og X. Samtidig er flere Tesla-ansatte blevet lokket over til Musks AI-virksomhed, hvilket udhuler Teslas muligheder for at udvikle ny software.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Twitter-opkøbet og xAI’s rolle

Et centralt omdrejningspunkt er opkøbet af Twitter. I marts 2025 overtog xAI kontrollen over det sociale medie i en aktiehandel, som vurderede Twitter til hele 45 milliarder dollar – på trods af, at mediet siden Musks første opkøb i 2022 har mistet langt det meste af sin markedsværdi. Mange betragter derfor handlen som et forsøg på at redde ansigt, snarere end en forretningsmæssig investering. Samtidig har Elon Musk talt åbent om at bringe xAI’s Grok-AI direkte ind i Tesla-bilerne, og det lader til at være meget tæt på at ske – faktisk er der visse brugere i USA, der allerede har fået Grok – dog kun som en begrænset app uden direkte integration med bilen.. For flere investorer er grænserne mellem Teslas kerneforretning og Musks personlige projekter blevet mere og mere udviskede.

Afstemning til november – og mulig gevinst til Elon Musk selv

Tesla har valgt at skubbe sin årlige generalforsamling helt til november, den seneste dato i selskabets historie. Det giver Musk god tid til at overbevise investorerne. Hvordan en eventuel investering i xAI konkret vil se ud, er endnu uvist. Men Elon Musk har tidligere givet udtryk for, at han ikke er tilfreds med sin nuværende ejerandel i Tesla og gerne vil øge den til mindst 25 %. Det får spekulationerne til at florere om, hvorvidt han vil bruge aftalen til at få flere Tesla-aktier i bytte for, at selskabet køber sig ind i xAI.

Gentagelse af tidligere strategi?

Tidligere på året fik Elon Musk Teslas aktionærer til at stemme for en opsigtsvækkende aflønningspakke på 55 milliarder dollar, selvom en domstol senere underkendte aftalen som ulovlig. Nu frygter flere, at han igen vil bruge sin karismatiske gennemslagskraft og investorernes Musk-loyalitet til at få godkendt endnu et kontroversielt forslag. Hvis det lykkes, kan Tesla i praksis ende med at finansiere Musks private ambitioner – og investorerne kan stå tilbage med risikoen.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.