Elbiler

Ford vil genoplive Fiesta ST som elbil

Ford gør klar til et europæisk comeback, og de sportslige ST-modeller skal spille en central rolle. En elektrisk Fiesta ST kan blive en af de første – med teknik fra Renault og Alpine under huden.

Ford Fiesta

Ford har langt fra opgivet de hurtige biler. Tværtimod slår selskabets europæiske ledelse fast, at performance-modeller bliver en vigtig del af den offensiv, der skal få Ford tilbage på sporet i Europa. Det mest oplagte comeback er Fiesta ST.

Den almindelige Fiesta ventes tilbage omkring 2028 som elbil og skal efter planen bygges på samme tekniske fundament som Renault 5. Dermed får Ford samtidig adgang til en platform, der allerede findes i en mere potent udgave under Alpine A290. Det gør en elektrisk Fiesta ST langt mere realistisk, skriver engelske AutoExpress.

Ford: Sportsmodeller er nødvendige

Ford har endnu ikke officielt bekræftet hverken Fiesta-navnet eller en kommende ST-version, men produktchef Christian Weingartner lægger ikke meget skjul på ambitionerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

– Hvis vi skal være troværdige og autentiske, skal der være en form for performance-serie af vores biler. Det er noget, vi er nødt til at have, siger han til Auto Express.

Alpine A290 GTS yder i dag omkring 218 hk og 300 Nm, men konkurrenter som Peugeot E-208 GTI og Opel Corsa GSE ligger tættere på 280 hk. Skal Fiesta ST igen være blandt klassens mest underholdende biler, kan Ford derfor blive nødt til at skrue yderligere op.

En mere ekstrem Fiesta RS med firehjulstræk nævnes også som en teknisk mulighed, men det er foreløbig ren spekulation.

Fiesta ST-navnet alene er ikke nok

En elektrisk Fiesta ST kan være præcis den bil, Ford mangler. Mærket har i årtier haft ry for at bygge relativt billige biler med usædvanligt gode køreegenskaber, men flere af de modeller, der skabte det ry, er siden blevet udfaset.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ford skal derfor mere end blot sætte et ST-logo på en elektrisk Renault-platform. Affjedring, styring og køreegenskaber skal have en tydelig Ford-karakter, hvis bilen skal leve op til forgængerne.

Fiesta bliver næppe den eneste. Ford åbner også døren for sportslige udgaver af kommende modeller – og dermed potentielt nye Puma ST-, Focus ST- og måske endda RS-modeller.

Først skal den almindelige elektriske Fiesta dog på markedet. Det ventes tidligst at ske i 2028.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.