Teknologi

Google-højttalere sluger op mod 200 GB data i døgnet

En alvorlig softwarefejl får Googles smarthøjttalere til at hente enorme mængder data i baggrunden. Det kan blive en dyr fornøjelse for ejerne.

højttaler

Normalt er en smarthøjttaler en forholdsvis beskeden gæst på hjemmets internetforbindelse. Den spiller lidt musik, besvarer spørgsmål og tænder lyset, når du beder den om det. Men nogle Google-højttalere har tilsyneladende fået en glubende appetit på data.

Flere ejere af den nye Google Home Speaker oplever nemlig, at højttaleren downloader svimlende mængder data. Også når den bare står og passer sig selv.

I de værste tilfælde er der rapporteret om et forbrug på over 200 GB i løbet af et enkelt døgn. Det svarer omtrent til at downloade 40 film på hver 5 GB. Og det sker altså helt uden, at ejeren har bedt højttaleren om noget som helst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Henter data igen og igen

Problemet er blandt andet dokumenteret af teknologimediet 9to5Google, der selv har oplevet et voldsomt dataforbrug. En af mediets Google Home-højttalere hentede 17 GB på 24 timer, selv om den hverken blev brugt til musik eller stemmekommandoer. På en anden dag nåede forbruget op på 41 GB.

Andre brugere på Reddit fortæller om endnu mere ekstreme tilfælde, hvor højttalerne har hentet hundredvis af gigabyte.

Mistanken retter sig mod en fejl i Googles automatiske softwareopdateringer. Højttalerne forsøger muligvis at hente en opdatering, men noget går galt undervejs. Resultatet kan være, at processen begynder forfra. Igen og igen. Google har dog endnu ikke bekræftet den præcise årsag.

Kan koste penge

For de fleste danskere med almindeligt, ubegrænset bredbånd vil fejlen næppe kunne mærkes på internetregningen. Men bruger man mobilt bredbånd eller en forbindelse med et dataloft, kan det hurtigt blive en bekostelig affære. Og eftersom dataforbruget foregår i baggrunden, opdager man ikke nødvendigvis problemet, før regningen kommer, eller forbindelsens datakvote er opbrugt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Indtil videre ser fejlen især ud til at ramme den nyeste Google Home Speaker fra 2026, der sælges i Danmark til 899 kroner. Det er uvist, hvor mange enheder der er berørt, og der er ikke tegn på, at alle højttalere er ramt.

Google er på sagen

Google har erkendt problemet og oplyser til 9to5Google, at en softwareopdatering allerede er på vej ud til brugerne. “Vi er allerede begyndt at udsende en rettelse, der skulle løse problemet for brugerne,” lyder meldingen fra Google.

Der er dog endnu ikke oplysninger om, hvornår alle berørte højttalere har modtaget rettelsen.

Sådan tjekker du din højttaler

Har du en Google Home Speaker derhjemme, kan det derfor være en god idé at kigge nærmere på dens dataforbrug. De fleste moderne routere giver mulighed for at se, hvor meget data de enkelte enheder på hjemmenetværket bruger. Har du Googles eget Nest Wifi-system, kan du finde oplysningerne i Google Home-appen under:

Artiklen fortsætter efter annoncen

MERE OM SAMME EMNE:

Wi-Fi → Enheder → vælg højttaleren → Dataforbrug.

Her kan du se, hvor meget data højttaleren har brugt inden for det seneste døgn, den seneste uge eller den seneste måned. Hvis forbruget er usædvanligt højt, og du har begrænset data til rådighed, kan du midlertidigt afbryde højttalerens internetforbindelse, indtil Googles rettelse er installeret.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.