Som det efterhånden er fast tradition er Google nu klar med en ny generation af deres Pixel telefoner. Denne gang er der sket noget på især de logistiske ting omkring lanceringen, der i år kommer flere måneder tidligere end tilfældet var sidste år – ligesom den også er flyttet fra Googles New York kontor til moderskibet i Mountain View syd for San Francisco. Men selve lanceringen er nogenlunde tilsvarende de seneste par år – denne gang er det så bare Pixel 9 serien, der bliver lanceret.
Et større lineup
Pixel serien ligner efterhånden ret meget det, konkurrenterne også har på hylderne. En “ren” Pixel 9, en Pixel 9 Pro, og en Pixel 9 Pro XL. Ligesom Samsung har Google også en Fold udgave af Pixel 9 serien, der også bliver tilgængelig i Danmark for første gang – den har fået sin egen artikel her af samme grund. Men der er også en del nyheder for de tre “almindelige” Pixel og Pixel Pro modeller, som vi har samlet herunder:
Pixel 9
Basis udgaven af Pixel serien, der blot hedder Pixel 9, og den ligner temmelig meget sidste års Pixel 8, dog med et par vigtige forbedringer. Den naturligvis fået Googles nyeste processor, Tensor G4, omend det ikke nødvendigvis er den store fordel i den virkelige verden hvor mobilchips efterhånden aldrig mangler kræfter. Der kan dog, over de næste år, komme mere avancerede AI funktioner der vil stille større krav til processorer, så det er aldrig dårligere at få lidt ekstra hastighed. Der er dog ikke mange forbedringer at komme efter i Tensor G4 over forrige generation. Der er meget små opgraderinger på selve de chips der indgår i systemet, men samlet set burde der dog være en lille forøgelse af hastigheden.
Artiklen fortsætter efter annoncen








