Apple er stadig langt fra at lancere iPhone 18 serien – nytåret er jo ikke engang skudt ind – men allerede nu tegner rygtebilledet konturerne af en markant opdatering. Ikke nødvendigvis i form af et dramatisk nyt design, men gennem tekniske ændringer, der kan få stor betydning for både oplevelse, kamera og performance. Flere uafhængige kilder peger på, at Apple i 2026 kan være klar med under-display Face ID, variable kameraåbninger og en helt ny generation af A20 Pro-chippen.
Ny lanceringsstrategi fra 2026
Ifølge gentagne rygter arbejder Apple på at ændre den måde, iPhone-serien lanceres på. Fra og med iPhone 18-generationen ventes Apple at splitte lanceringerne op i to årlige begivenheder. Pro-modellerne vil fortsat blive lanceret i efteråret, mens de billigere standardmodeller først følger i foråret året efter.
Det betyder, at iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max efter alt at dømme bliver præsenteret i september 2026, mens iPhone 18 og iPhone 18e kan blive lanceret i starten af 2027. Flere kilder peger på, at Apple holder fast i efterårsvinduet for Pro-modellerne, og der er ingen seriøse rygter, der indikerer en forsinkelse.
Artiklen fortsætter efter annoncen

