Den nye Elbilmessen i Herning blev et brag af en debut. Hele 27.845 besøgende lagde vejen forbi MCH Messecenter i weekenden – og dermed overgik den jyske premiere klart den nu lukkede eCarExpo i København, som forrige år satte sin rekord på 24.216 gæster.
Med andre ord: beslutningen om at flytte landets store elbilmesse fra hovedstaden til Jylland viste sig at være et pletskud.
Elbilen er for alvor blevet folkeeje
Tre dage med alt fra små bybiler til tunge SUV’er, testkørsler, opladningsløsninger og scenetalks trak både nysgerrige nybegyndere og erfarne elbilsejere til midten af landet.
Ifølge brancheorganisationen Mobility Denmark, der stod bag arrangementet sammen med MCH, var interessen enorm – ikke kun for at sparke dæk, men også for at købe.

“Stemningen har været fantastisk. Udstillerne melder om stor købelyst og masser af gode snakke med kunderne. Det er tydeligt, at elbilen nu er blevet hverdag for danskerne,” siger Mads Rørvig, administrerende direktør i Mobility Denmark.
Over 30 bilmærker deltog – fra Ford og Hyundai til NIO, Firefly og Zeekr – og mere end 150 elbiler blev prøvekørt i løbet af weekenden.
Fra skeptiske sjællændere til jyske købelystne
Flere udstillere peger på, at den jyske placering gjorde en forskel. Hvor eCarExpo i København ofte trak et nysgerrigt, men køligt publikum, oplevede udstillerne i Herning et helt andet engagement.
“Der har været tryk på fra første dag. Mange af vores biler har slet ikke stået stille,” fortæller Kristine Wolff, eventmanager hos Nic. Christiansen Gruppen, der blandt andet viste modeller fra BYD, Omoda og Jaecoo.
Også Semler Gruppen, der repræsenterer Audi, Volkswagen, Škoda, Cupra og Porsche, kalder weekenden en kæmpe succes.
“Vi er meget overvældede over antallet af mennesker, der har været forbi vores stande. Det har været vildt – og viser tydeligt, at elbiler nu er for det brede publikum,” siger pressechef Thomas Hjortshøj.
Elbilmessen vender tilbage næste år – 2.-4. oktober 2026 – igen i Herning.











