Jeg husker da iOS7 lige var kommet. En af mine gode venner der er grafiker synes det var noget af det mest forfærdelige nogensinde. En anden beskrev, hvordan hun følte hun skulle kaste op igennem øjnene hver gang hun tændte sin telefon. Her, 12 år senere (for det var i 2013), er der kun lidt over en uge til Apple lancerer iOS 26 – og ændrer på udseendet på det styresystem hovedparten af danskerne kigger på hver eneste dag. På WWDC (World Wide Developer Conference) mandag d. 9. vil Apple, hvis alle rygter, blandt andet en video fra Jon Prosser, holder stik – og det gør de som regel så tæt på – lancere en ganske anderledes grafisk brugerflade end det, du måske kigger på lige nu – og altså med det nye navn iOS 26. Præcis som de gjorde tilbage i 2013, dengang til massiv kritik og nærmest panik for nogle brugere.
Et farvel til læder og filt
I årene op til iOS 7 skiftede Apple kurs. Efter Steve Jobs’ død i 2011 og en tumultarisk periode med blandt andet den fejlslagne lancering af Apple Maps, blev softwarechefen Scott Forstall fyret. Ind trådte Jony Ive, den legendariske designer bag blandt andet iPhone og iMac, og han overtog ansvaret for både hardware- og softwaredesign.
Det var begyndelsen på en ny æra. Den skeuomorfisme, som havde præget iOS siden begyndelsen – med grafiske elementer som læderteksturer, glaseffekter og papir-lignende foldere – blev pludselig erklæret forældet. Ive ville gøre systemet mere “fladt”, enkelt og moderne.
Artiklen fortsætter efter annoncen

