Apple har frigivet iOS 26.2, og hvor mange punkt-opdateringer handler om fejlrettelser, er denne pakket med funktioner, du rent faktisk kommer til at bruge. Det er en slags juleshake-up til din iPhone, hvor både design, sikkerhed, underholdning og biloplevelsen får et solidt løft.
Allerede på låseskærmen får du øje på ændringerne. Liquid Glass-designet, som blev introduceret med iOS 26, kan nu justeres endnu finere, så du selv bestemmer, hvor gennemsigtigt uret skal være. Effekten gør en større forskel, end man skulle tro, fordi det ændrer hele telefonens visuelle udtryk – og faktisk får din baggrund til at stå tydeligere frem. Den samme forfinede glasstil sniger sig også ind i Måle-appen, hvor libellen er blevet redesignet, så tallene er lettere at aflæse.
Nyt til bilen
I bilen er der også nyt at komme efter. CarPlay giver endelig mulighed for at slå fastgjorte samtaler i Beskeder fra, hvis du hellere vil have en mere strømlinet visning, og det gør især en forskel i Apple-centrerede biler, hvor CarPlay fylder hele instrumentbrættet. For gamere er der en markant bedre navigation i Apple Games-appen, hvor man kan sortere og filtrere sine titler og følge føringsskift i realtid, hvis man er midt i en udfordring.
Artiklen fortsætter efter annoncen

